Israel under angreb: Danske efterskole-elever strandet

Mathias Busekist

41 uger siden

|

07/10/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
32 efterskoleelever er vågnet op til et Israel under angreb.

Dagens topnyheder

Lørdag morgen blev Israel udsat for et større angreb, som den palæstinensiske militante islamistiske organisation Hamas siden har taget æren for. Allerede nu har tusindvis af raketter haglet ned over landet, hvilket har udløst intet mindre end 3.685 luftalarmer.

En lyd, som 32 efterskoleelever og fem medarbejdere fra Djurslands Efterskole vil få svært ved at glemme.

Det skriver TV 2 Østjylland.

"Det her havde vi på ingen måde regnet med. Gruppen landede i Israel sent torsdag aften og nåede at have en rigtig god og spændende dag i Jerusalem i går, inden alt det her gik løs," siger William Enevold Ehmsen, der er forstander på Djurslands Efterskole.

William forsøger nu at koordinere hjemmefra, hvordan medarbejderne og eleverne skal forholde sig til situationen.

Indtil videre har eleverne blot fået at vide, at alle skal blive indenfor.

"Vi har arrangeret mange rejser til Israel og har rutinerede medarbejdere med stort kendskab til området, så vi ved, at luftalarmer ikke er usædvanlige. Men i løbet af morgenen går det hurtigt op for os, at det her er alvorligt," siger William Enevold Ehmsen.

Han har været i kontakt med Udenrigsministeriet og efterskolens rejseselskab. Men herfra er der endnu ikke anden melding, end at de skal være ekstra forsigtige og søge beskyttelse, når luftalarmen lyder.

Eleverne samt medarbejdere har det efter omstændighederne godt - men nogle er mere bekymrede en andre.

"Nogle elever er mere bekymrede end andre, men der er heldigvis rimelig roligt omkring hotellet, og der er voksne, de kan dele deres bekymringer med," kommer det fra William Enevold Ehmsen.

Slutteligt kan han fastslå, at hvis eleverne ender med at gå helt glip af deres rejse, vil skolen arrangere en anden tur for dem.