Jensen varmer op til kursskifte for dansk ulandsbistand

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Verden har forandret sig markant de seneste år. Derfor må dansk udviklingsbistand også skifte kurs.

Og derfor har udenrigsminister Kristian Jensen (V) taget hul på en lang række såkaldte folkemøder, hvor han vil lytte til borgere, virksomheder og organisationer, der har en mening om, hvordan Danmark bør bruge de knap 15 milliarder årlige bistandskroner.

Selv om strategien altså ikke ligger fast endnu, lægger Kristian Jensen ikke skjul på, at der bliver taget et opgør med nogle traditionelle dogmer i udviklingshjælpen.

- Traditionelt har vi tænkt meget i en opdeling mellem humanitær bistand, altså nødhjælp til lejre og katastrofeområder, og så udviklingsbistand, siger han.

- Men sagen er, at lejrene bliver mere og mere permanente. Der går i gennemsnit 17 år, fra en flygtning forlader sit land, til vedkommende vender tilbage igen. Derfor er den opdeling ikke tidssvarende, lyder det fra udenrigsministeren.

Samtidig er det meningen, at dansk udviklingsbistand skal stemme overens med de 17 nye verdensmål for udvikling, som FN vedtog i september sidste år, forklarer han.

Blandt de danske NGO'er er der indtil videre opbakning til de tanker, udenrigsministeren gør sig.

Det fortæller Laust Leth Gregersen, der er politisk chef i Red Barnet og formand for en sammenslutning af 80 organisationer, der arbejder med udvikling, miljø og humanitær bistand.

- Der er grund til at lave en ny strategi, for verden har ændret sig rigtig meget de seneste år.

- Verden hænger sammen som aldrig før, og det skal en ny udviklingsstrategi forholde sig til, siger han.

Laust Leth Gregersen nævner nødhjælpsarbejdet efter jordskælvet i Nepal sidste år som et eksempel på, at opbygning at civilsamfundet var afgørende for, at de lokale organisationer kunne løfte meget af hjælpearbejdet da katastrofen ramte.

- Når vi går ind i en humanitær krise, skal vi ikke kun tænke på, at der skal være mad og tæpper i morgen, men også tænke langsigtet.

Organisationerne glæder sig også over, at de 17 verdensmål fra FN kommer til at spille en central rolle. De opfordrer til særligt at prioritere mål 16 om at fremme opbygningen af demokratiske institutioner og aktive civilsamfund.

/ritzau/