Jes Dorph-fyring påvirker Abdel Aziz Mahmoud på direkte tv: Det har ikke været nemt

Skrevet af Julie Møller

07/01/2021
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Det var en tydelig berørt kollega, der på direkte tv fortalte om fyringen af Jes Dorph-Petersen.

Dagens topnyheder

Jes Dorph-Petersen har senest været vært på TV 2-programmet Go' aften Live, men det er fortid. Jes Dorph-Petersen er blevet afskediget, og det sker på baggrund af en ekstern advokatundersøgelse om sexisme og sexchikane på TV2.

Onsdag aften var det Abdel Aziz Mahmoud, der var vært på Go' aften Live. Det var første gang, siden fyringen kom frem i offentligheden, at Abdel Aziz Mahmoud sad som vært på programmet, og det var ikke en nem opgave.

“Jeg vil gerne begynde den her udsendelse med at være helt ærlig og sige, at det her program har ikke været det nemmeste for os at lave. Den her dag har ikke været nem for mig og mine kollegaer her på 'Go' aften Live',” startede han og fortsatte:

“Vores gode kollega Jes Dorph, som indtil for ganske nylig sad på den her stol, er ikke ansat på programmet mere. En personlig bemærkning herfra, som kun står for min regning: Jeg er chokeret over sagen og forløbet, og det er svært. Så det er hvad, vi har at sige til den her sag i aften. Men den fylder selvfølgelig meget i nyhederne og på sociale medier, og også her på kanalen kan du høre programdirektør Lotte Lindegaard komme til orde i Nyhederne, og også Jes Dorphs advokat Mette Grith Stage,” forklarede Abdel Aziz Mahmoud. 

“En uværdig, ensidig og uretfærdig proces”

Jes Dorph-Petersen mener, at processen har været "uværdig, ensidig og uretfærdig.” Det giver han udtryk for i et Facebook-opslag.

“Ledelsen i TV 2/Danmark har i forbindelse med sin meeto-undersøgelse af kulturen på TV 2 besluttet, at jeg ikke længere må optræde i fjernsynet for stationen. Jeg er erklæret uønsket som vært på TV 2’s kanaler på baggrund af to episoder i 2001 og 2003," skriver han og uddyber:

“Sagsforløbet og konklusionen ryster og skuffer mig voldsomt. Jeg har siden midten af november været igennem en uværdig, ensidig og uretfærdig proces, hvor TV 2 og advokatfirmaet bag undersøgelsen efter min opfattelse fra starten har betragtet mig som skyldig og derfor dømt mig på forhånd.”

Du kan se hele opslaget fra Jes Dorph-Petersen herunder: