Jonas Vingegaard har fået den første - men nummer to kan være på vej

Skrevet af Nicolai Steinicke

24 uger siden

|

29/11/2023
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Om ikke så længe, kan det være, at Jonas Vingegaard har to.

Dagens topnyheder

Der er masser af danske toppræstationer af se tilbage på i sportsåret 2023, uanset om du er til vandsport, ketsjersport, cykling eller noget fjerde, så har der været noget at juble over. Det er et stærkt felt af kandidater, som nu er offentliggjort, og som både favner verdensmestre, en Tour de France-vinder, World Cup-vindere, europamestre osv.

Over de seneste uger er de første 10 nominerede til årets Sportsnavn løbende blevet offentliggjort. Nu løftes sløret for de sidste fem nominerede, så listen nu er lukket med 15 navne.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Sidste år vandt Jonas Vingegaard den store pris som 'Årets sportsnavn', hvorfor han allerede har en pris derhjemme. Snart kan den danske guldfugl dog have to, da han endnu engang er nomineret i kategorien.

”Sport er følelser. Vi husker de store sejre og de store nederlag. Enten jubler vi med de danske atleter eller kniber en tåre. Sådan har 2023 også været, hvor især de 15 nominerede til Årets Sportsnavn har fået også til at juble. De har alle leveret suveræne verdensklassepræstationer, men de er langt fra de eneste, der har fået os til at juble og i mange tilfælde sidde på det yderste af stolekanten i spænding.  Derfor skal der lyde et stort tillykke til alle de nominerede men også til alle de andre atleter, som har kæmpet i rødt og hvidt og hevet sejre hjem til Danmark i 2023. Vi værdsætter og hylder hver og en, og derfor var øvelsen med at skære feltet ned til 15 nominerede ekstremt svær,” siger Hans Natorp, der er formand for DIF og med i dommerkomitéen til prisen.

Team Danmarks formand, Lars Krarup, hæfter sig ved, at de fem nominerede klarer sig fremragende i sportsgrene med meget højt internationalt niveau.

”De sidste fem navne fuldender en meget, meget flot liste over 15 nominerede til Danmarks største sportspris. Atleterne kommer fra mange forskellige sportsgrene, og den bredde vidner om verdensklassearbejde i mange forbund. Når danske atleter klarer sig så flot i sportsgrene som cykling, golf, badminton, tennis og sejlsport, vidner det om atleter med ekstremt højt niveau og en dedikation ud over det sædvanlige og samtidig om et arbejde bag atleterne, som er på øverste hylde. Ellers kunne det ganske enkelt ikke lade sig gøre at nå det niveau, som de nominerede besidder,” siger Lars Krarup.

De sidste fem nominerede er:

  • Anders Skaarup og Kim Astrup, badminton – blandet andet for deres VM-sølvmedalje

  • Anne-Marie Rindom, sejlsport – blandt andet for sin VM-bronzemedalje

  • Nicolai Højgaard, golf – blandt andet for sin sejr ved DP World Tour Championship i Dubai

  • Mads Pedersen, landevejscykling – for sine mange sejre hele året

  • Holger Rune, tennis – blandt andet for sine to kvartfinaler ved Wimbledon og French Open

Over de seneste uger er følgende 10 nominerede til DIF, Team Danmark og Sallings Groups Årets Sportsnavn 2023 blevet offentliggjort, så det samlede felt tæller 15 nominerede:

  • Jonas Vingegaard, landevejscykling – blandt andet for sin Tour de France-sejr

  • Emma Aastrand Jørgensen, kajak – blandt andet for sin VM-guld- og VM-sølvmedalje

  • Amalie Didriksen, banecykling – blandt andet for sin VM-sølvmedalje

  • Alexander Hillhouse, parasvømning – blandt andet for sin VM-sølv- og VM-bronzemedalje

  • Herrelandsholdet i håndbold – for deres VM-guldmedalje

  • Viktor Axelsen, badminton – blandt andet for sine tre Super 1000-sejre

  • Cecilie Uttrup Ludwig, landevejscykling – blandt andet for sin VM-bronzemedalje

  • Nanna Merrald, dressur – blandt andet for sin EM-sølv og -bronze

  • 4 km-holdet i banecykling – for deres VM-guldmedalje

  • Magnus Ditlev, triatlon – blandt andet for sin VM-bronzemedalje og sin verdensrekord i Iron Man

Om ’Årets Sportsnavn’

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2023 uddeles den i et partnerskab mellem DIF, Team Danmark og den olympiske partner Salling Group.

DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede, som afsløres fem ad gangen, hvorefter der sættes navn på de tre finalister. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023.

Årets Sportsnavn 2023 kåres ved den store sportsgalla Sport 2023 i Herning lørdag den 6. januar 2024. Showet transmitteres direkte på DR1.

Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.