Juraprofessor: Omar skulle have været mentalundersøgt

admin

|

26/02/2015

Dagens topnyheder

Det er en gåde, hvorfor Omar Abdel Hamid El-Hussein, den formodede attentatmand ved angrebene i København forrige weekend, ikke blev mentalundersøgt, da han i 2013 blev sigtet og tiltalt for forsøg på manddrab og efterfølgende blev dømt for vold af "særlig rå, brutal og farlig karakter".

Det mener professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard ifølge Berlingske.

- For mig at se havde sagen i høj grad de kendetegn, som i overensstemmelse med de generelle retningslinjer normalt fører til en mentalundersøgelse, siger Jørn Vestergaard til avisen.

Omar El-Hussein har forklaret, at han på dagen i 2013, hvor han stak sit offer med en kniv, havde røget hash, og at han led af angst og paranoia.

- Kriminalforsorgens psykiatriske konsulent fandt ikke behov for en mentalundersøgelse, men konstaterede dog, at Omar ikke var særlig samarbejdsvillig, at han under varetægtsperioden havde været udelukket fra fællesskabet på grund af voldsom adfærd, og at der var tegn på misbrug af cannabis.

- Så at retten ikke af egen drift iværksatte en mentalundersøgelse er for mig at se en gåde, siger Jørn Vestergaard til Berlingske.

Ifølge avisen fremgår det af Rigsadvokatens retningslinjer på området, at både påstanden om manddrab og grovere meningsløs vold hver især kan udløse en mentalundersøgelse.

Det vil også være "formålstjenligt" at mentalundersøge en person, hvis "kriminaliteten må antages at være begrundet i, at stof- eller alkoholmisbrug har ført til alvorlig psykisk forstyrrelse", anbefaler Rigsadvokaten.

Det har tidligere været fremme, at Kriminalforsorgen advarede om, at Omar El-Hussein var blandt mulige radikaliserede indsatte, men at han af Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke blev opfattet som en trussel.

To civile foruden Omar El-Hussein blev dræbt i forbindelse med angrebene i København.

/ritzau/