K vil have læger tilbage til københavnsk akuttelefon

Skrevet af admin

26/03/2015

Mest læste i dag

Ventetiden er for lang på Region Hovedstadens akuttelefon, og det hænger sammen med, at det er sygeplejersker, der tager telefonen, når borgere ringer om mavesmerter, brandsår og andre skader.

Det mener De Konservative i Region Hovedstaden.

Ifølge Mette Abildgaard (K), der er medlem af sundhedsudvalget i regionen, vil det gå hurtigere, hvis læger sad ved 1813-telefonen. De har mere erfaring og uddannelse end sygeplejerskerne, som har taget imod akutopkaldene siden januar sidste år.

- Jeg har hele tiden ønsket, at det var læger, der sad ved telefonen, siger hun.

Nye tal viser, at den mediane ventetid på akuttelefonen i februar lå på 9.08 minutter. Mere end halvdelen af dem, der ringede ind, sad altså i telefonkø i mere end ni minutter, før de kom i forbindelse med en sundhedsperson.

Det er mere end dobbelt så lang tid som sidste år.

Målsætningen for akuttelefon er, at 90 procent skal have en medarbejder i røret, inden der er gået tre minutter, og alle opkald skal være besvaret indenfor 10 minutter.

Ifølge Abildgaard er det kun i Region Hovedstaden, at det hovedsageligt er sygeplejersker, der sidder klar til at tage imod akutopkald.

- Men jeg udelukker slet ikke, at sygeplejersker kan tage sig af opkald om mindre skader med rimeligt tydelige symptomer, siger Mette Abildgaard.

Hun lægger ikke skjul på, at akuttelefonen i Region Hovedstaden ikke fungerer optimalt og mener, at der generelt mangler personale i form af både læger og sygeplejersker.

- Der skal noget gennemgribende til for at få ordningen til at fungere, siger hun.

Det er afgørende, at Region Hovedstaden laver en aftale med de praktiserende læger, så de kan anbefale deres medlemmer at tage arbejde i ordningen, mener Mette Abildgaard./ritzau/