Kina sætter historisk klima-mål: CO2-udslip skal bremses

Skrevet af admin

12/11/2014

Mest læste i dag

Kina har for første gang nogensinde sat et mål for, hvornår landets udledning af drivhusgasser skal stoppe med at stige.

Det skal ske omkring 2030, men Kina vil bestræbe sig på at nå målet endnu tidligere, skriver Reuters.

Samtidig vil USA gå efter at skære en fjerdedel af landets udledning frem mod 2025.

Landene oplyser klimamålene i en fælles meddelelse onsdag, hvor den amerikanske præsident, Barack Obama, og Kinas præsident, Xi Jinping, mødes i Beijing.

Den historiske aftale er ifølge The New York Times resultatet af ni måneders hemmelige forhandlinger mellem de to lande. Embedsmænd oplyser til avisen, at Obama blandt andet har sendt et brev til Xi Jinping om at stå sammen i en fælles front for at sætte skub i de globale klimaforhandlinger i Paris næste år.

Det er første gang, at Kina forpligter sig til et konkret mål om, at landets udledning af drivhusgasser skal bremses og ikke må stige.

Aftalen mellem verdens nummer et og to på listen over de største CO2-udledere bliver anset som et essentielt skridt hen mod en global aftale. For hvis ikke Kina og USA kan enes, vil kun få andre lande forpligte sig til at reducere udledningen af drivhusgasser, vurderer klimaeksperter, skriver The New York Times.

- USA og Kina er ofte blevet set som modstandere. Vi håber, at denne udmelding kan være en ny begyndelse, hvor Kina og USA i højere grad kan handle som partnere, siger en amerikansk embedsmand ifølge avisen.

Konkret betyder aftalen, at Kina vil arbejde for, at omfanget af landets udledning af drivhusgasser topper omkring 2030 og gerne før. Herefter skal det falde.

Samtidig skal USA udlede mellem 26 og 28 procent mindre CO2 i 2025, end landet gjorde i 2005. Det svarer til, at USA reducerer udledningen dobbelt så hurtigt som målet har været i perioden 2005 til 2020.

Kina er verdens største CO2-udleder med 28 procent af klodens samlede CO2-udslip.

USA står i dag for 14 procent af den globale udledning af drivhusgasser, mens EU-landene tegner sig for omkring 10 procent.

/ritzau/