Klar før tid: Skattestyrelsen har nu åbnet for årsopgørelser

Skrevet af Jesper Bengtson

08/03/2024
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu er det tid.

Dagens topnyheder

Tre dage før tid får danskerne lov til at tjekke deres årsopgørelse.

Pressemeddelelsen, som Skattestyrelsen har udsendt, bekræfter at man tidligt fredag har åbnet for adgangen til årsopgørelserne.

"Vi kører lige nu en snigpremiere af årsopgørelsen for 2023, og de første borgere er allerede kommet igennem," siger fungerende fagdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen i meddelelsen, ifølge SE og HØR.

Sidste år loggede borgere i løbet af 16 timer - fra fredag omkring klokken 18, hvor der blev åbnet i 2023, til lørdag formiddag klokken 10 - ind på TastSelv over 820.000 gange for at tjekke deres skatteoplysninger.

Og det er da også efterhånden en tradition, at man derfor skal sidde flere timer i kø for at finde ud af, om man er en af de heldige, der får penge tilbage.

Det er formentlig dét, der venter danskerne fredag aften.

"Så hav tålmodighed. Alle skal nok komme igennem," siger Jan Møller Mikkelsen.

Og når man så endelig kommer igennem køen, så er der nogle bestemte ting, som det er en god idé at være opmærksom på.

"Vores bedste råd til borgerne er, at man løber oplysningerne igennem og er opmærksom på at få korrekte fradrag. Fx kørselsfradraget, som er det fradrag, der er relevant for flest borgere, uanset om man kører bil, bus eller cykel," oplyser Jan Møller Mikkelsen.

"Det er også en god idé at være opmærksom på, om man har haft udgifter til fx rengøring, havearbejde eller børnepasning, som man kan få fradrag for."

Fristen for at ændre i sin årsopgørelse er 1. maj 2024.

Men ønsker du at få eventuel overskydende skat udbetalt allerede ved første udbetaling, der finder sted 12. april, skal rettelserne ske senest 31. marts.