Københavnerne skal have nattero: Nej til nye bevillinger

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Råben og sang i gaderne til den lyse morgen, samt glasskår og skrald, som flyder på cykelstierne længe efter, at gæsterne er gået hjem, skal høre fortiden til i centrum af København.

Som et resultat af larm- og affaldsgenerne for beboere i Indre By har Bevillingsnævnet i Københavns Kommune valgt at stoppe med at uddele nye natbevillinger i dele af Indre By.

- Det gør vi, fordi koncentrationen af barer og diskoteker er meget tæt i dele af Indre By. Det betyder, at der er rigtig mange, som bevæger sig mellem dem, og det forstyrrer beboernes nattesøvn.

- Nu mener vi, at det er nok. Derfor siger vi, at hvis man vil åbne en bar, så skal man finde et andet sted at lægge den, siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), der også er formand for Bevillingsnævnet.

I Vestergade, Larsbjørnsstræde, Studiestræde, Teglgårdstræde, Sankt Peters Stræde og dele af Gothersgade er det derfor ikke længere muligt at få udstedt en natbevilling - de såkaldte 05-bevillinger.

Men Lilian Parker Kaule (LA), medlem af kultur- og fritidsudvalget i Borgerrepræsentationen og Bevillingsnævnet, mener ikke, at et bevillingsstop vil sætte en stopper for larmen.

- Et af problemerne er bilerne, som ræser rundt med voldsom bas, cykeltaxaer, som spiller musik, og barbusser, som drøner rundt. Det tager man ikke hånd om, i stedet går man ind og stopper bevillingerne, som jeg mener er at skyde fuldstændig ved siden af, siger hun og fortsætter:

- Det er en hårfin balance, hvis man skal sætte en stopper for gadelarmen. Man skal selvfølgelig bruge byen for, hvad det er. Men man kunne for eksempel begrænse, hvor meget man må køre rundt i Indre By ved flere ensretninger.

Carl Christian Ebbesen påpeger dog, at Københavns Kommune allerede har søsat en række tiltag, som skal mindske nattestøjen.

Blandt andet har kommunen oprettet en klagetelefon og indsat mere nattetilsyn.

Det er kun dele af Indre By, hvor bevillingsstoppet gælder, og eksisterende barer og diskoteker beholder deres bevilling.

- Bevillingsstoppet betyder ikke, at festen stopper. Den bliver bare ikke mere støjende. Hvis man vil åbne en bar, så siger vi: vælg en anden gade, forklarer Carl Christian Ebbesen.

/ritzau/