Københavns luksuslejligheder er sommerhuse for eliten

Skrevet af admin

27/06/2015

Dagens topnyheder

Selvom en række lejligheder på Islands Brygge i København har stået færdige siden 2005 og er blevet solgt, har 33 ud af de 84 lejligheder på intet tidspunkt været brugt som folkeregisteradresse, viser en ny analyse fra Københavns Kommune.

På papiret er de ubeboede, men i realiteten bliver de brugt som ferieboliger for velhavere og står tomme store dele af året. Fænomenet er udbredt blandt nybyggede lejligheder på Københavns eftertragtede adresser, skriver Information.

Ud af de 7341 ejerlejligheder, der blev opført i Københavns Kommune fra 2000 til 2014, står hver tiende i dag registreret som ubeboet, viser en beregning fra Boligøkonomisk Videnscenter ifølge avisen.

Det er "helt grotesk", at så mange ejerlejligheder ikke bruges til helårsboliger, mener Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabel (EL).

- Det er forrykt, at vi bygger boliger i København, som man ikke bor i, men som bruges som sommerhuse og hyggelejligheder for folk, der bor i udlandet, siger han til Information.

Christian Frøslev, der er direktør i Liebhavermæglerne, vurderer, at 15-20 procent af de mest eksklusive ejerboliger i København bliver solgt som sommerhuse til "danskere, der bor og arbejder i udlandet, og som har deres økonomi og skattebetaling i udlandet".

- Man betragter det at have et sommerhus i København K næsten, som man tidligere betragtede det at have et sommerhus i Hornbæk, siger han til Information.

Samtidig plages København af boligmangel.

Byen vokser med 10.000 indbyggere hvert år, og kommunen vurderer, at der skal bygges 35.000-40.000 nye boliger frem mod 2025 for at imødekomme behovet.

Den øgede efterspørgsel skubber både prisen for at eje og leje i vejret, skriver Information.

I marts lå priserne for ejerlejligheder 11 procent over niveauet fra sidste år, viser tal fra Boliga.dk. Og i årets første fem måneder er den gennemsnitlige lejebolig i København blevet 15 procent dyrere i forhold til sidste år, viser nye tal fra Lejebolig.dk.

/ritzau/