De lave priser kommer formentlig til at sige i den kommende tid.
Sommeren er over os, og det er for mange lig med en tur til udlandet. Det foregår for langt de fleste med fly til varmere himmelstrøg som Spanien og Italien. Flyindustrien har da også ganske travlt igen efter at det meste af Europa har lagt covid-19 bag sig.
Det relativt hurtige skifte har dog været en stor udfordring for flyindustrien, som under lockdown måtte afskedige en stor del af sit personale. Det samme ser man i øjeblikket i restaurationsbranchen, som også har svært ved at genansætte en stor del af sit personale.
Fra april til maj måned steg priserne en lille smule, men denne tendens vil formentlig fortsætte – endda med højere vækst i prisen, lyder det fra József Váradi, administrerende direktør i Wizz Air.
British Airways har været hårdest ramt i denne uge, men easyJet og Wizz Air har også været blandt de flyselskaber, der har aflyst flyvninger, hvilket har påvirket tusindvis af passagerer.
Aflysningerne sker som følge af problemer i forsyningskæden.
József Váradi sagde ifølge Sky News:
“Branchen er vidne til forsyningskædeproblemer på tværs af lufthavne, inklusive i vores netværk. Mangel på personale inden for flyvekontrol, sikkerhed og andre dele af forsyningskæden påvirker flyselskaberne, vores medarbejdere og vores kunder direkte. Vi bruger ekstra ressourcer for at minimere forstyrrelser og opfordrer alle andre interessenter til at gøre det samme, idet vi altid har kundernes bedste interesser for øje.”
Hvor meget priserne præcist vil stige, kommer formentlig til at afhænge af både den specifikke rute samt hvor mange passagerer, som skal med det pågældende fly.
Som nævnt udtaler József Váradi sig på vegne af Wizz Air, men det vil formentlig også gælde andre flyselskaber, da de ikke overraskende oplever de samme udfordringer som Wizz Air.