Forside Nyheder Kommune med drastisk beslutning: Forbyder salg af alkohol

Kommune med drastisk beslutning: Forbyder salg af alkohol

Nej till alkohol
Andrey_Popov / Shutterstock

Et midlertidigt alkoholforbud er trådt i kraft, hvilket er et resultat af bekymringer for både sikkerhed og børns trivsel.

Naalakkersuisut har meddelt, at man har et meget drastisk, men dog midlertidigt forbud. Helt konkret er der nemlig blevet indført et forbud mod både salg og udskænkning af alkohol i den sydgrønlandske kommune Kujalleq.

Beslutningen blev truffet efter en anmodning fra kommunalbestyrelsen, som har givet udtryk for, at de nærer en stor bekymring over udviklingen i området. Det skriver Ritzau.

Ifølge Naalakkersuisut er tiltaget blevet indført med henblik på at kunne mindske risikoen for nye alvorlige hændelser og samtidig beskytte børn og øvrige borgere.

Kommune bad om indgreb

I pressemeddelelsen beskrives flere fatale episoder som en del af baggrunden for den overraskende beslutning, men det fremgår ikke, hvilke konkrete hændelser der er tale om.

“Formålet med den midlertidige lukning af alkoholsalg og udskænkning er at eliminere truslen mod børns tarv og befolkningens sikkerhed,” står der i pressemeddelelsen.

Borgmester Malene Vahl Rasmussen bekræfter desuden i et opslag på det sociale medie Facebook, at hun selv har bedt Naalakkersuisut om at lukke midlertidigt for alkoholsalget.

Hun peger på, at det især er de negative følger af alkoholforbruget som ligger til grund for, at kommunen ønskede et indgreb.

Ingen slutdato

I en pressemeddelelse, som Sermitsiaq ifølge Ritzau har gengivet, uddyber borgmesteren sin bekymring for udviklingen.

“Vi kan ikke længere stå passivt og se på de negative konsekvenser, som alkoholforbruget har for vores omgivelser, og blot vente på, at der sker endnu en alvorlig hændelse i vores samfund,” skriver hun.

Forbuddet er der ikke sat nogen slutdato på, da det gælder, indtil den nye bekendtgørelse bliver ophævet. Det betyder også, at det ikke vides, hvornår alkoholsalget kan begynde igen.

Alkoholforbud er tidligere blevet brugt i Grønland. Under coronapandemiens begyndelse blev udskænkning af drikke med mere end 2,25 procent alkohol midlertidigt forbudt i både Nuuk, Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat.

Ads by MGDK