Næsten 400 spændte sydkoreanere har tidligt tirsdag krydset den stærkt bevogtede grænse til Nordkorea.
Spændte fordi de skal mødes med familiemedlemmer, som de har været adskilt fra i mere end seks årtier efter Koreakrigen fra 1950 til 1953.
- Jeg er virkelig spændt og glad. Jeg kan ikke vente med at se ham. Jeg vil give ham et knus og spørge ham, hvordan han har haft det, siger 77-årige Oh Cheol-hwan, som skal møde sin seks år ældre bror.
Familier, der bor på hver sin side af grænsen, kan ikke kommunikere og ved ofte ikke, om deres nærmeste er i live eller ej.
Nord- og Sydkorea, som teknisk set stadig er i krig med hinanden, er blevet enige om at lade familierne mødes for første gang siden februar sidste år efter længerevarende forhandlinger.
Den første runde af gensynsseancerne begynder tirsdag, når 96 nordkoreanere og deres familier skal mødes med omkring 390 personer fra naboen i syd.
I anden del kan 190 nordkoreanere se frem til et gensyn med 90 sydkoreanere og deres familier.
Størstedelen af de sydkoreanere, der tirsdag har krydset grænsen, stimlede mandag sammen tæt ved grænsen.
Mange af dem er ældre - nogle sidder i kørestol - og de blev undersøgt af læger og sat ind i nordkoreansk skik, inden de tirsdag morgen satte sig i busser og kørte over grænsen.
Gensynene finder sted i en festsal ved Mount Kumgang, og både embedsfolk og medier vil være til stede for at dokumentere de historiske øjeblikke.
Over de tre næste dage skal slægtningene møde hinanden i alt seks gange - både i private og offentlige sammenhænge.
I øjeblikket står 65.000 sydkoreanere på venteliste, og derfor repræsenterer de udvalgte en lille heldig kreds, selvom selve begivenheden godt kan kaldes bittersød.
Hvert møde varer kun to timer, og det betyder, at familiemedlemmerne kun har samlet 12 timer til at bearbejde traumet af mere end 60 års adskillelse.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Vi bliver forenet efter 65 år. Jeg vil spørge, om han kan genkende mig, siger Kim Ki-joo, som skal møde sin storebror.
Sydkoreanerne er blandt andet blevet instrueret i ikke at tale om Nordkoreas politiske styre eller levestandarder under møderne.
/ritzau/Reuters