Kranfører: Ulækker at ledelse læste private sms-beskeder

Skrevet af admin

10/09/2015

Dagens topnyheder

En aarhusiansk kranfører og forhenværende tillidsmand på Aarhus Havn er dybt rystet over, at hans chefer har læst hans private sms-beskeder og brugt dem til at afskedige ham og to kolleger.

- Jeg synes, det er klamt, at nogle mennesker har været inde og læse mine beskeder. Jeg synes, det er ulækkert, siger den midaldrende mand torsdag i Retten i Aarhus.

Ledelsens beslutning om at snage i medarbejderens telefon var da også en stor fejl, mener statsadvokaten i Viborg.

Derfor har anklagemyndigheden valgt at tiltale Aarhus Havn, den daværende havnedirektør og en ledende medarbejder for brud på brevhemmeligheden i en sag, der kan få stor betydning for de mange tusinde danskere med arbejdsgiverbetalt mobil.

De tiltalte nægter sig skyldige, men erkender at have læst beskederne. Det skete imidlertid først, da kommunens jurister havde sagt god for fremgangsmåden, siger de.

Ikke desto mindre er sagens anklager, vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen, overbevist om, at der er sket en forbrydelse. Nærmest demonstrativt læser han en stribe af kranførerens personlige sms-beskeder op.

- Jeg er blevet godt snottet. Pissetræls, står der i en af de cirka 1000 beskeder, som ledelsen fik adgang til.

Mange af de andre beskeder er imidlertid langt mere kontroversielle.

- Han kommer til at tage den store lige i nummeren, men sådan er det jo, når man er dum, skrev kranføreren til en kollega om den daværende havnedirektør.

I en tredje besked beskrev tillidsmanden, hvordan han ville mobbe en anden kranfører, som havde takket ja til en ekstra vagt. Det skete på et tidspunkt, hvor medarbejderne forsøgte at lægge pres på havneledelsen i en forhandling om arbejdsforholdene.

Det var blandt andet på baggrund i disse oplysninger, at havnen efterfølgende bortviste de tre kranførere, og nu skal retten altså vurdere, om ledelsens smuglæsning er i strid med straffeloven.

Havneledelsen fik adgang til de fortrolige sms'er, da kranføreren afleverede sin telefon til arbejdsgiveren for at få den byttet til en ny.

/ritzau/