Kritikere: Luk ikke øjnene for gmo-modstand i Europa

Skrevet af admin

11/02/2014

Mest læste i dag

Der er kritik fra flere sider, efter at de 28 EU-lande tirsdag måtte konstatere, at de hverken kan enes om at godkende eller forhindre, at det bliver tilladt at dyrke endnu en genmodificeret type majs i EU.

EU's stemmeregler betyder, at det ikke er nok, at ministre fra 19 af de 28 lande - deriblandt Danmark - på et møde tirsdag i Bruxelles talte imod godkendelsen. De var stadig ikke nok til at opnå det nødvendige kvalificerede flertal på 260 af i alt 352 stemmer.

Så landene stemte slet ikke. Derfor forventes det, at EU-Kommissionen indenfor tre måneder vil godkende dyrkningen af den kontroversielle afgrøde.

Miljøorganisationen Greenpeace sender nu en appel i retning af Bruxelles.

- Kommissionen kan ikke ignorere de videnskabelige, politiske og juridiske betænkeligheder ytret af et stort flertal af lande, to tredjedele af Europaparlamentet og støttet af de fleste EU-borgere.

- Kommissionen må lære af sine fejltagelser og ikke tilsidesætte de regler, der bidrager til at opretholde sikkerheden af, hvad der dyrkes i Europa, siger Marco Contiero fra Greenpeaces landbrugskontor i en pressemeddelelse.

Medlem af parlamentet for SF og stedfortræder i EU-Parlamentets landbrugsudvalg og miljøudvalg, Margrete Auken, finder situationen utålelig og beder også kommissionen om at respektere flertallets modstand.

- Kommissionen bør indse, at den ikke har demokratisk mandat til at fortsætte sin iver efter at slippe gmo løs i Europa, siger Margrete Auken og kræver, at man trækker forslaget tilbage.

- Kommissionen må forstå og respektere, at den har tabt, og at den står isoleret over for markante flertal blandt de europæiske borgere. Der er bred enighed om at stoppe den agrokemiske lobbys heftige gmo-maseri, siger hun.

Også Socialdemokraternes spidskandidat til valget til EU-Parlamentet til maj, Jeppe Kofod, melder sig i koret af kritikere.

Ligesom udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der deltog i tirsdagens møde i Bruxelles, håber Kofod, at EU snart kan enes om en generel ændring af reglerne, så de enkelte lande nemmere selv kan bestemme, om de vil tillade gmo-afgrøder.

- Den nye sag aktualiserer, at medlemsstater skal have lov til at sige nej tak. Dette er allerede blevet foreslået, og parlamentets miljøudvalg har støttet det. Men lovgivningen sidder desværre fast i rådet, fordi de ikke kan blive enige, siger Jeppe Kofod.

/ritzau/