Forside Nyheder Kvinder og børn rammes hårdest: Nye psykiatrital vækker voldsom bekymring

Kvinder og børn rammes hårdest: Nye psykiatrital vækker voldsom bekymring

Therapy, terapi, psykolog
AnnaStills / Shutterstock.com

Stor forskel på mænd og kvinder i psykiatrien.

Mens presset på psykiatrien vokser år for år, tegner nye tal et dystert billede af udviklingen i Danmark.

Særligt kvinder samt børn og unge bliver nu udsat for langt mere tvang i behandlingssystemet, selvom ambitionen politisk har været det stik modsatte.

Friske tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at kvinder udsættes for tvang næsten dobbelt så ofte som mænd.

Samtidig er antallet af børn og unge, der møder tvang i psykiatrien, steget med syv procent siden sidste år. Mest opsigtsvækkende er udviklingen i tvangsindlæggelser blandt børn og unge, som er mere end fordoblet siden 2020.

Hos Psykiatrifonden vækker tallene stor bekymring.

“Det er forfærdeligt. Man siger, man vil nedbringe anvendelsen af tvang, og i stedet fordobler man den,” siger fondens formand Torsten Bjørn Jacobsen i en pressemeddelelse.

Så stor forskel er der på mænd og kvinder

Ifølge tallene udsættes mænd i gennemsnit for 3,8 tvangsindgreb per person, mens kvinder rammes af 7,5.

I Region Midtjylland er forskellen endnu større, hvor kvinder udsættes for mere end tre gange så meget tvang som mænd.

Udviklingen får nu Psykiatrifonden til at kræve handling og en grundig undersøgelse af årsagerne bag tallene. Særligt brugen af bæltefikseringer over for kvinder i Region Midtjylland skiller sig markant ud sammenlignet med resten af landet.

Samtidig peger Torsten Bjørn Jacobsen på mangel på ambulante behandlingstilbud som en mulig forklaring, især blandt yngre kvinder med selvskadende adfærd.

Også blandt børn og unge er bekymringen voksende. Psykiatrifonden mener, at flere ressourcer, bedre normeringer og tidligere hjælp er afgørende, hvis udviklingen skal vendes.

“Forebyggelse af tvangsindlæggelser er nøglen til mindre tvang. Vi skal skabe en psykiatri, hvor tidlig intervention og god behandling er standarden,” siger Torsten Bjørn Jacobsen.

De nye tal kommer samtidig, mens Danmark officielt har et mål om at reducere brugen af tvang med 30 procent inden 2030. Ifølge Psykiatrifonden viser udviklingen dog, at virkeligheden i psykiatrien fortsat bevæger sig i den stik modsatte retning.

Ads by MGDK