Lang udsigt til råstofmilliarder splitter Grønland

admin

|

24/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Indtjeningen på det grønlandske råstofeventyr er udsat på ubestemt tid. Det er vanskeligt at få råstofferne gravet frem - og det kræver store investeringer. Dermed kan den grønlandske drøm om selvstændighed være udskudt på ubestemt tid.

- Der vil opstå en vis frustration i Grønland, og måske også en større splittelse, fordi vi i forvejen har en meget skarp debat om emnet, siger Lars Hovbakke Sørensen, grønlandsekspert og lektor på Københavns Universitet.

Grønland er delt i to: dem, der synes, det er vigtigt at komme hurtigt i gang med råstofeventyret næsten uanset hvad. Og så dem, der i forvejen er bekymret for, at det vil ødelægge det grønlandske velfærdssamfund, som det er i dag.

- Man kan også forvente, at der vil komme større politikerlede, fordi den nuværende regering nærmest har lovet grønlænderne, at nu bliver alting snart godt, fordi vi har fået gang i det her råstofeventyr, vurderer Lars Hovbakke Sørensen.

- Og derfor er der mange, der vil være skuffede med den nyvalgte regering, der har siddet i godt et år, siger han.

Spørgsmålet om løsrivelse fra Danmark og en fremtidig selvstændighed fylder meget i Grønland, fordi man synes, man i tidens løb er blevet udnyttet af Danmark, lyder det fra eksperten.

- Man har én gang oplevet en meget hurtig omstilling af landet fra det traditionelle samfund det var til det moderne. Mange kan huske det og er bange for, at man igen skal igennem en omstilling, som man ikke selv har indflydelse på, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Derfor er det så vigtigt, selv at få indflydelse på, hvad der sker i Grønland - og det kan man jo kun, hvis man er en selvstændig stat, siger han.

Paradokset er blot, at der skal penge til, hvis man vil være herre i eget hus. Og de penge skal komme fra råstofferne:

- Men det er jo også det, der kan ødelægge samfundet. Den klogeste strategi er nok at tage hul på råstofeventyret - men at gøre det på en måde, så hele samfundet kan nå at følge med, lyder det fra professoren.

/ritzau/