Leder af Breivik-kommission: Godt med uvildig granskning

Skrevet af admin

26/02/2015

Mest læste i dag

- Vældig, vældig værdifuldt.

Sådan beskriver lederen af den såkaldte 22. juli-kommission, advokat Alexandra Bech Gjørv, arbejdet med - uvildigt - at granske myndighedernes ageren omkring Anders Behring Breiviks terrorangreb og massemord i Oslo og på Utøya i sommeren 2011.

Det sker, mens de danske politikere ivrigt diskuterer, om forrige weekends terrorangreb i København skal være genstand for en ligeledes uvildig undersøgelse.

- Det var et vældig, vældig værdifuldt arbejde på den måde, at vi fik en uvildig beskrivelse af det store nationale traume, som det jo var og er, og at vi på centrale punkter fik god viden og institutionel læring ud af det, siger Alexandra Bech Gjørv til Ritzau.

- Vi gik ikke ind i politiets konkrete efterforskning. Billedligt talt havde vi vores "kamera" mod politiet og myndighederne, mens politiets havde deres "kamera" på gerningsmanden, forklarer hun.

Den norske undersøgelseskommission blev nedsat af daværende statsminister Jens Stoltenberg i dagene efter terrorangrebet, og den afleverede sin rapport et år efter - en rapport, der fik hovederne til at rulle i toppen af norsk politi og politik.

Og det var en klar fordel for kommissionen, at man ikke ventede med at gå i gang med den uvildige undersøgelse, pointerer Alexandra Bech Gjørv.

- Det var en fordel at komme hurtigt i gang. Sideløbende med vores arbejde præsenterede de forskellige myndigheder og etater, der havde været involveret i angrebet, deres egne udredninger og evalueringer af deres arbejde, siger hun.

- Dem kunne vi så stykke sammen, så det var godt, at vi kom i gang i god tid. Det var en fordel for os, og vi sparede tid ved det i sidste ende, fortsætter advokaten.

Spørgsmål: Kom I ikke i vejen for selve efterforskningen?

- Nej, det var ikke noget problem, vi havde et godt samarbejde med efterforskningsledelsen, og det var slet ikke noget tema, om vi kom i vejen.

Alexandra Bech Gjørv vil dog ikke gå ind i en diskussion om, hvorvidt der skal være en uvildig undersøgelse i Danmark også.

- Jeg føler mig ikke i en position til at anbefale hverken det ene eller det andet i Danmark, siger hun.

/ritzau/