Der er ingen klare tekniske beviser på, at et drab blev begået i Karrebæksminde ved Næstved for mere end tre år siden.
Alligevel er to mænd mandag formiddag blevet kendt skyldige af et nævningeting i Østre Landsret.
Sagen er usædvanlig af flere grunde. Ikke mindst fordi liget af forretningsmanden og svindleren Henrik Haugberg Madsen aldrig er blevet fundet.
Offerets tidligere samlever Bo Madsen og dennes bekendte, Claus Stokholm Larsen, stod bag forbrydelsen, fastslår nævningetinget.
Madsen menes slået ihjel 11. november 2010 i eller uden for en feriehytte i Karrebæksminde Feriecenter.
Han blev dræbt af skud fra en revolver. Politiets teori er, at liget blev delvist tilintetgjort i en flishakker.
Mændene er dog blevet frifundet for at have parteret liget.
- Der er så mange indicier, som passer overens i denne sag, siger retsformand Ejler Bruun.
Der er foretaget telefonaflytninger og udført adskillige tekniske undersøgelser, ligesom betjente flere steder har været ude for at grave efter liget - men uden held.
44-årige Bo Madsen, der er uddannet kok, levede i et registreret partnerskab med Haugberg Madsen, og de var også partnere i kriminalitet. Sammen begik de en stribe bedragerier.
Men han var blevet træt af partneren og havde forelsket sig i en kvinde kort tid før drabet.
"Jeg har kun et alternativ, og det er at vride nakken rundt på ham og grave ham ned et eller andet sted. Det er dér, jeg er ved at være," sagde Bo Madsen til kvinden syv dage før partnerens forsvinden.
- Han skal så at sige have lokket Haugberg Madsen til stedet, siger retsformanden.
Et centralt vidne i sagen har været en kvinde, der på et tidspunkt havde et forhold til den 49-årige Claus Stokholm Larsen. Kvinden er af pressen blevet døbt "Pulverheksen", fordi hun er dømt for at sende pulverbreve med posten.
På Larsens computer fandt politiet håndbogen "The Murder Book".
Det var Larsen, der affyrede revolveren. Ifølge politiet påtog han sig også opgaven med at fjerne liget. Omkring drabstidspunktet indkøbte han blandt andet bajonetsave, stålbørster, presenninger, gummihandsker og ørepropper.
Larsen har tidligere hævdet, at værktøjet skulle bruges til istandsættelse af lejligheder, hvorfra der skulle drives bordel.
To af ni nævninger ville frifinde mændene.
Landsrettens afgørelse er en stadfæstelse af den dom, som et nævningeting i Næstved afsagde i marts sidste år.
Straffen fastsættes i løbet af mandagen.
/ritzau/