Mænd kommer i klemme i børneloven

Skrevet af admin

24/03/2014

Dagens topnyheder

Børneloven er forældet og tager ikke tilstrækkeligt hensyn til barnets behov for at kende sin biologiske far. Sådan lyder en kritik fra flere sider.

Socialminister Manu Sareen (R) erkender over for Jyllands-Posten, at mænd i dag kommer i klemme.

Loven forhindrer, at en mand, som med meget stor sandsynlighed er biologisk far til et barn, som en anden mand står opført som far til, kan få faderskabet undersøgt.

Omvendt fastholdes andre mænd i faderskabsforpligtelser, selv om dna-test beviser, at de ikke er biologisk far, for loven låser faderskabet fast, når barnet er seks måneder, skriver Jyllands-Posten.

Kritikken kommer fra en række advokater og organisationer, som blandt andet påpeger, at børneloven er et juridisk kludetæppe med en lang række utilsigtede og uhensigtsmæssige konsekvenser for især fædrene.

- Man har villet beskytte barnet mod langvarige juridiske processer og ustabilitet, men de senere års lapperier betyder stik imod hensigten, at flere mænd nu kommer i klemme, og mulige fædre har fået en svagere position, siger formanden for Danske Familieadvokater, Helle Larsen, til Jyllands-Posten.

Formanden for Foreningen Far, Jesper Lohse, henviser til, at flere undersøgelser tyder på, at mindst 2-3 procent af alle børn har en anden biologisk far, end de tror.

- Hver uge har vi flere sager, hvor fædre enten ikke kan komme ind i faderskabet – eller ud. Det er vigtigt at få sandheden frem om barnets biologiske ophav – især for barnets skyld, siger han.

Manu Sareen vil nu kigge nærmere på problemstillingen.

- Jeg vil bede mine embedsmænd om at se på børnelovens faderskabsregler. Udgangspunktet er barnets tarv, men vi skal balancere de mange hensyn, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/