Mikkel Hansen ramt af en blodprop

Skrevet af Nicolai Busekist

23/03/2022
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den danske håndboldstjerne er blevet ramt af en blodprop. Det betyder, at der ikke bliver mere håndbold for ham i denne sæson.

Dagens topnyheder

Senere i år forlader Mikkel Hansen den franske storklub Paris Saint-Germain, da han vender retur til Danmark, hvor han skal spille for Aalborg Håndbold.

Nu er hans tid i det franske dog nået til sin ende – både tidligere og på mere trist vis, end det oprindeligt var planen.

Paris Saint-Germain har nemlig oplyst, at den danske håndboldstjerne er blevet ramt af en blodprop i lungerne.

Meldingen lyder dog også på, at situationen er under kontrol, hvorfor Mikkel Hansen altså ikke er i livsfare. Dog kommer han ikke til at vise sig på håndboldbanen i mellem fire og seks måneder.

Ifølge den franske klub blev den 34-årige håndboldspiller ramt af blodproppen som følge af komplikationer, der opstod efter en operation, som Mikkel Hansen gennemgik tidligere i denne måned. Det skriver Paris Saint-Germain på deres hjemmeside.

I og med, at hans behandling kræver, at han tager blodfortyndende medicin i de næste fire til seks måneder, er han blevet sendt på en tvungen pause fra håndboldbanen. 

"Da denne behandling ikke er forenelig med kontaktsport på højt niveau, vil den parisiske nummer 24 ikke kunne vende tilbage til kampe i denne sæson. Han gennemfører sin genoptræning i klubbens faciliteter," skriver klubben på deres officielle hjemmeside.

Det betyder også, at Mikkel Hansen faktisk allerede har spillet sin sidste kamp for Paris Saint-Germain, selvom hans kontrakt endnu ikke er udløbet. Han når nemlig ikke at vende tilbage til banen i denne sæson.

Det var bestemt ikke planen, at Mikkel Hansen skulle ende sin tid i det franske på denne måde. Han var ganske vist forventet at være ude efter en operation i sit højre knæ, hvor han havde problemer med brusk, men ikke i resten af sæsonen.

Håndboldstjernen blev opereret forrige mand, og kort efter blev det af klubben oplyst, at man forventede, at han ville være ude i fire til seks uger. Nu er uger dog skiftet ud med måneder, og han er først kampdygtig igen, når hans skifte til Aalborg Håndbold er gennemført.