Mindst 200 hjem har haft ubudne gæster juleaften

Skrevet af admin

25/12/2014

Dagens topnyheder

For mange danskere er juleaften et af årets højdepunkter, og det gælder også for landets indbrudstyve, der lader sig friste af, at mange huse og lejligheder står tomme hen i timevis.

Men foreløbig ser det dog ud til, at indbrudstyvene har haft mindre travlt i år, end de plejer. I hvert fald viser en opgørelse, som Rigspolitiet har lavet 1. juledag, at politiet har modtaget langt færre anmeldelser om indbrud i år end i de sidste fem år.

Politiets opgørelse over anmeldelser dækker perioden fra den 20. december til klokken 07.00 1. juledag fra 2010 til i år, og den viser, at antallet af indbrud i perioden er næsten halveret i år i forhold til sidste år.

2013 er da også det år med flest indbrud, nemlig 1388, mens tallet i år er styrtdykket til 714. Ses alene på juledøgnet er der i år anmeldt 240 indbrud, hvilket også er langt under det normale.

Flest indbrud tegner Østjyllands Politi sig for med 92 anmeldelser siden 20. december, mens Nordsjællands Politi med 85 anmeldelser om indbrud ligger på en 2. plads.

I den anden ende af skalaen er bornholmerne sluppet billigst med et enkelt indbrud siden 20. december.

Erfaringen viser dog, at antallet af anmeldelser vil stige i de kommende dage, efterhånden som folk vender hjem fra juleferien og opdager, at de har haft ubudne gæster.

En ting har dog ikke ændret sig: Det er først og fremmest let omsættelige varer, som for eksempel smykker, iPads, mobiltelefoner og bærbare computere, tyveknægtene går efter.

Det er ikke alle indbrudstyve, der er sluppet godt fra deres indbrudsforsøg juleaften. Flere kredse melder om anholdte personer i forbindelse med indbrud.

Flere politikredse har også indkaldt ekstra mandskab 25. december for at sikre en hurtig håndtering af de mange anmeldelser, der er kommet og kommer i løbet af 1. juledag.

/ritzau/