Minister: Unge vælger uddannelse ud fra jobmuligheder

Skrevet af admin

30/07/2014

Dagens topnyheder

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) er meget tilfreds, når hun løber dette års tal over optag på de videregående uddannelser igennem.

De viser nemlig, at de unge i højere grad er blevet optaget på uddannelser, som er rettet mod erhvervslivets krav. Det være sig it-uddannelser, erhvervsakademiuddannelser og ingeniører.

- Jeg er rigtig glad for, at der er så mange flere, der søger ind på erhvervsakademierne. Der er stor efterspørgsel på kandidater derfra, især blandt de små og mellemstore virksomheder, og derfor er de godt, at de kan aftage dem.

- Der skal mange flere ud i private job i fremtiden, og det kommer helt naturligt til at ske, når de unge tager en erhvervsakademiuddannelse, siger hun.

Hun er overbevist om, at unge mennesker i højere grad prioriterer at få sig en uddannelse, hvor man kan komme direkte ud i job bagefter.

- Jeg tror, at unge mennesker lytter til, hvordan vi debatterer som politikere og samfund, og de har formentlig heller ikke lyst til at uddanne sig til noget, man ikke kan bruge til noget bagefter.

- Og det behøver jo ikke stoppe, når man er færdig. Der er tale om kortere uddannelser, som man senere i livet kan bruge som springbræt til at uddanne sig mere, siger Sofie Carsten Nielsen.

På både Syddansk Universitet og Professionshøjskolen Metropol har man også bidt mærke i udviklingen.

- Det skyldes dels en politisk indsats og dels, at de unge har en forventning om, at der er gode jobs at komme efter på det tekniske og naturvidenskabelige område, siger Metropols rektor, Stefan Hermann.

Uddannelsesministeren understreger dog, at der også fortsat er brug for studerende, der tager en humanistisk universitetsuddannelse, sociologer og andre med en længere universitetsuddannelse.

- Det handler i sidste end om, at unge mennesker vælger noget, de er motiveret til, siger hun.

Sammenlagt er der optaget 11.709 på erhvervsakademiuddannelserne. Det er 1068 flere end sidste år og svarer til en stigning på 10 procent.

12 procent er optaget på datamatikeruddannelsen, mens otte procent flere er kommet ind på handelsakademierne.

I den anden ende af spektret er der lukket 14 procent færre ind på læreruddannelsen, mens optaget på socialrådgiveruddannelsen er faldet 9 procent.

/ritzau/