MobilePay med stor ændring fra i dag.
Fra i dag bliver det nemmere for danske unge og andre med et ungdommeligt udseende at dokumentere, at de har den alder, de hævder at have.
Det sker via en ny funktion i MobilePay, hvor brugerne får udstedt et aldersbevis, de kan bruge til at dokumentere deres alder, uden at vise andre personlige oplysninger end alderstrin, navn og billede.
Aldersbeviset er et digitalt bevis med pasfoto og et vandmærke, der skal forhindre snyd. Det vil dukke op, når brugeren har opdateret sin app til den nyeste version.
Valideret data
Den nye funktion udnytter, at MobilePay har valideret alle sine brugere, og dermed også deres alder.
Derfor kan MobilePay også stå inde for, at brugeren er i den aldersgruppe, der er angivet i aldersbeviset.
Det nye aldersbevis dukker op under menupunktet “Wallet” i MobilePay hvor brugere, der vil benytte aldersbeviset, også kan tilknytte pasfoto. Man kan kun tilknytte sit eget pas.
“Behovet for at kunne dokumentere sin identitet og alder er i stigning i Europa, både online og i fysisk handel, hvor digitaliseringen hele tiden skaber nye muligheder. Her har man tidligere løst udfordringen med pas, sundhedskort eller diverse andre ID-kort. Men det er ikke specielt praktisk at have sit pas med i byen – og omvendt er der heller ikke mangel på historier om snyd med aldersverifikation,” siger Dennis Kvade, der er produktchef hos MobilePay.
(Artiklen fortsætter under opslaget)

Aldersbeviset er dog ikke tænkt som et egentligt ID-kort, som kan erstatte pas, sundhedskort eller kørekort.
I stedet er ideen, at det kan fungere i butikker eller i nattelivet, hvor mange unge ofte har brug for at dokumentere, at de er gamle nok til fx at købe energidrikke eller alkohol.
En af de butikskæder, der vil acceptere MobilePays aldersbevis, er Rema 1000, hvor personalet den kommende tid vil blive orienteret om mulighederne i det nye aldersbevis.
Dukker op i dag
“Vi forventer, at aldersbeviset vil blive brugt i både butikker, nattelivet, biografer og andre steder, hvor man kan blive nødt til at spørge folk om deres alder. Men selv om produktet lige nu handler om aldersverifikation, har vi ambitioner om at udvikle det, så det kan indgå i flere sammenhænge i fremtiden,” siger Dennis Kvade.
Onlinekøb med MobilePay havde i forvejen mulighed for aldersvalidering, men med aldersbeviset bliver det altså nu også muligt at dokumentere sin alder i fysisk handel og i nattelivet.
Det vil være op til de enkelte brugere og butikker, hvordan de vil benytte muligheden, der fra i dag vil begynde at dukke op hos alle MobilePays knap 4,8 mio. danske brugere.