Muse og Florence splitter anmelderne

Skrevet af admin

03/07/2015

Mest læste i dag

Muse er et band, man enten elsker eller hader, og det lader sig også afspejle i anmeldernes reaktioner på den britiske trios koncert på Roskilde Festival.

I torsdagens sidste timer overdængede de publikum med konfetti, balloner og storladen rock akkompagneret med et bredskærmet videoshow med droner, atombomber og NSA-whistlebloweren Edward Snowden.

Det kalder Politiken for en knockoutsejr og kvitterer med fem af seks mulige hjerter. Samme karakter giver BT, mens Soundvenue holder sig på fire stjerner.

Det er dog dobbelt så mange som Ekstra Bladet, der sammen med Gaffa, som nøjes med tre stjerner, havde en helt anden oplevelse af showet.

- Matt Bellamys skingre genklang af Thom Yorke (forsanger i Radiohead, red.) skar gennem trommehinderne, selv om man forsøgte at forsvare sig med ørepropper, og centrumfiguren spiller guitar, som var han stuntman i en meget dårlig science fiction, skriver avisens anmelder, Thomas Treo.

Reaktionerne på Florence+The Machine, som stod på Orange nogle timer tidligere, er også vidt forskellige.

Anmelderne er enige om, at den britiske sangerinde og hendes band mødte op med god energi, men hverken Politiken eller Ekstra Bladet mener, at musikken havde kvalitet til at løfte oplevelsen.

- Hvor ville jeg dog ønske, hun skrev nogle mere sindsoprivende sange, konstaterer førstnævntes Pernille Jensen.

Jyllands-Posten giver derimod fire stjerner, mens Gaffa går skridtet videre og tildeler fem ledsaget af beskrivelsen "overlegen".

Så er der straks anderledes enighed om kvaliteten hos Father John Misty.

For selvom den amerikanske sanger aldrig fik udlevet planen om at blive præst, så har han øjensynligt fået sig en menighed i det danske anmelderkorps.

Både Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og Gaffa punger ud med de maksimale seks stjerner, mens Ekstra Bladet og Soundvenue giver fem.

- Sjældent har jeg hørt nogen synge sine sange med så stor overbevisning og samtidig været så hamrende godt underholdt, skriver Berlingskes Michael Charles Gaunt.

En næsten tilsvarende begejstring er der for amerikanske St. Vincent, som med computerstemmer, monologer om børn, der forsøger at flyve ved at tape pizzaæsker på armene, og ikke mindst ekvilibristisk guitarspil underholdt på Arena-scenen.

- Jeg vil kalde det et afsindigt underholdende rockshow af den sjældne slags, konstaterer Berlingskes Pernille Smith Larsen, som giver fuld plade med seks stjerner.

Politiken, Jyllands-Posten og Gaffa beholder en enkelt selv og giver fem.

Også de første reaktioner på nattens Orange-koncert med Die Antwoord tyder på, at festivalen har ramt rigtigt. Gaffa giver seks stjerner, mens Soundvenue giver fem.

Den slags karakterer må den amerikanske folkrocksanger Ryan Adams og hans band kigge længe efter.

Deres show på Orange udløser kun to stjerner hos både Berlingske og BT.

- Adams har sangene og bandet til Orange Scene, men det var alt for tilbagelænet, skriver sidstnævntes Jan Eriksen.

Soundvenue giver koncerten tre stjerner, mens Gaffa og Ekstra Bladet blev tilpas underholdt til karakteren fire.

/ritzau/