Musikere går i kamp mod videotjenesten YouTube

Skrevet af admin

13/03/2016

Dagens topnyheder

Sidste år betalte Spotify, TDC Play og andre brugerbetalte streamingtjenester ifølge tal fra musikselskabernes organisation IFPI 305 millioner kroner til den danske musikbranche.

Imens landede der blot 18 millioner kroner fra reklamefinansierede tjenester som videotjenesten YouTube, der med sine over en milliard brugere er langt den største platform for musik og underholdning i verden.

Samme billede gør sig gældende i en lang række andre lande. Det skriver Politiken.

Derfor presser den europæiske musikbranches rettighedshavere og pladeselskaber nu på for at få EU-Kommissionen til at lave om på de regler, der gør, at Google-ejede YouTube ifølge musikindustrien smyger sig uden om fair aflønningsaftaler.

Herhjemme vurderer IFPI, at den danske musikbranche går glip af et trecifret millionbeløb på grund af EU-regler, der gør, at YouTube kan kalde sig en passiv mellemmand for musikdeling i stedet for musiktjeneste på linje med Spotify.

- Som reglerne er nu, sikrer YouTube hverken en bæredygtig økonomi for kunstnere og rettighedshavere eller en fair konkurrence, siger Anders Lassen til Politiken. Han er direktør i Koda, der repræsenterer 43.000 danske rettighedshavere.

Også danske politikere kræver forholdene undersøgt. I Folketingets Kulturudvalg er der bred enighed om, at platforme som YouTube kan udgøre en trussel for danske musik- og kulturproducenter, der i stor stil leverer indhold til tjenesterne.

Kulturudvalget arbejder i øjeblikket på at igangsætte en høring, der skal hjælpe med at afdække udfordringerne på området.

- YouTube har fået en genial idé. Men de leverer alt for lidt tilbage til de kunstnere, der leverer deres indhold, siger DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen til Politiken.

I Bruxelles har medlem af udvalget om det indre marked i EU Christel Schaldemose (S) rettet henvendelse til konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

- Min sympati er med kunstnerne. Men jeg vil gerne have hendes vurdering af, om YouTubes rolle er i orden, siger hun til Politiken.

/ritzau/