Nærhed giver KOL-ramte livskvalitet og længere liv

Skrevet af admin

21/08/2014

Dagens topnyheder

1,5 milliard kroner i regeringens sundhedsudspil er afsat til at hjælpe borgere med kroniske sygdomme. Dele af de penge skal gå til en øget indsat i borgenes eget hjem, og det vil give bedre livskvalitet.

Det slår bestyrelsesformand i Danmarks Lungeforening, Johannes Flensted-Jensen, fast.

- For en KOL-patient eller en astmapatient betyder det simpelthen flere leveår og bedre livskvalitet i de leveår, at de får behandling i deres eget hjem. Det er meget kontant og håndfast, siger han til Ritzau.

I Lyngby-Taarbæk Kommune har man i lidt over et år været i gang med et projekt, hvor de af kommunens borgere med KOL, der ønsker at være med, har fået udleveret en tablet-computer.

Den registrerer borgernes lungefunktion og iltoptagelse, og resultaterne bliver sendt direkte til en døgnbemandet vagtcentral. Borgerne er kun et klik fra at få hjælp gennem en videoforbindelse, og det unge projekt har allerede givet positive resultater.

Det siger projektleder Charlotte Dorph Lyng.

- Vi har nogle superlykkelige borgere med i det her projekt. Det giver en enorm tryghed, og vi kan se, at de begynder at tage ansvar for deres eget sygdomsforløb. De bliver skarpe på, hvornår de oplever det første tegn på en forværring.

- Vi kan se, at det både har forebygget indlæggelser, og vi kan se, at antallet af indlæggelsesdage for de her borgere er faldet betragteligt sammenlignet med sidste år. Borgerne er i højere grad hjemme og kan mestre deres situation, siger hun.

Den udleverede tablet til borgerne tilbyder samtidig vejledning i forhold til træning, kost og coaching, der kan forhindre mildere tilfælde af KOL i at udvikle sig.

Desuden har borgerne i projektet en medicinkasse i hjemmet, som kan ordinere medicin til borgeren efter en telefon- eller videokonsultation, så behandling kan iværksættes i løbet af få minutter, da man ikke er afhængig af en vagtlæge eller afhentning af medicin på apoteket.

Regeringens sundhedsmilliarder kan med fordel også bruges på at opdage sygdomme før tid, siger lungeforeningens Johannes Flensted-Jensen.

- Det er typisk, at lungesygdomme først bliver fundet, når de er vidt fremskredne. Nogle lungesygdomme kan ikke helbredes, men udviklingen af dem kan dæmpes, hvis de opdages tidligere, siger han.

/ritzau/