Nascar-stjerne kører konkurrent ihjel

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere Nascar-mester Tony Stewart kørte natten til søndag en konkurrent ihjel under et motorløb i staten New York.

Den nu afdøde kører, hvis navn fortsat holdes hemmeligt af hensyn til de pårørende, havde ifølge ESPN forladt sin bil efter et uheld mellem sin egen og Stewarts bil. Manden ville konfrontere Stewart, der kørte konkurrenten ned.

Den lokale Sherif, Philip Povero, oplyser til ESPN, at Tony Stewart ikke mistænkes for at have gjort noget ulovligt. 43-årige Stewart samarbejder fuldt ud med politiet og beskrives som meget påvirket af den voldsomme episode.

Manden, der blev kørt ned, blev efter ulykken bragt på hospitalet, hvor han døde af sine kvæstelser.

Ulykken skete i løbsserien "Empire Super Sprints", som ikke er en del af Nascar. Resten af weekendens løb på Canandaigua Motorsports Park er blevet aflyst som følge af ulykken.

Tony Stewart er tre gange blevet Nascar Sprint Cup Series Champion. Senest i 2011.

/ritzau/