For at sikre succes på COP21 bliver nøglespillerne nu indkaldt til formøde få uger inden det afgørende klimatopmøde i Paris.
Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, har indbudt miljø- og klimaministre fra toneangivende lande til uformelt møde - kaldet pre-COP - 8.-10. november i den franske hovedstad. Fabius har inviteret hele 75 lande, men Danmark er ikke iblandt.
Meningen er ikke at føre egentlige forhandlinger om det 50 sider lange tekstudkast til COP21, men at skabe tillid og finde politiske kompromismuligheder.
EU tegnes af sværvægterne Tyskland og Storbritannien, og Frankrig har gjort en indsats for at få alle regioner og forhandlingsgrupper repræsenteret. Også Polen, som nærer dyb skepsis over for EU's klimamål om at skære 40 procent af CO2-udledningen i 2030, er inviteret.
Det samme er Venezuela, der jævnligt har kastet grus i maskineriet på de årlige klimakonferencer, og som er talerør for en gruppe stærkt kritiske ulande, der mener, at Vesten kører sin egen dagsorden.
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) venter dog ikke afgørende kompromiser på formødet.
- De falder først på plads de sidste timer på COP21. Men vi kan måske bruge pre-COP'en til at få et fingerpeg om, hvilke kompromiser der kunne være, siger han til Ritzau.
Lilleholt er optimist med hensyn til en global aftale.
- De to største CO2-udledere, Kina og USA, har vist meget positive signaler, og 155 lande har nu fremlagt deres forventede bidrag til aftalen. De dækker cirka 90 procent af de globale udledninger. Det viser, at der endelig er ved at opstå en fælles forståelse i verden af, at der er brug for handling, siger Lars Chr. Lilleholt.
John Nordbo, klimachef i WWF Verdensnaturfonden, er bekymret over, om alvoren er gået op for ministrene.
- Jeg håber inderligt, at ministrene vil forholde sig seriøst til det faktum, at de klimaplaner, verdens lande har sendt til FN, er alt for svage til at holde den globale opvarmning under smertegrænsen på to grader, siger han.
/ritzau/