Norwegians norske datterselskab, Norwegian Air Norway, etablerer tre nye datterselskaber for sine piloter i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark.
Samtidig overfører flyselskabet sine skandinaviske piloter til de nye datterselskaber, oplyser selskabet i en meddelelse.
- Etableringen af de nye selskaber Pilot Services Norway, Pilot Services Denmark og Pilot Services Sweden er et forsøg på at give piloterne i hvert enkelt land muligheden for selv at påvirke deres fremtid, skriver flyselskabet.
Meldingen fra flyselskabet kommer, efter at Norwegian-ledelsen siden weekenden har forsøgt at finde en løsning med Norwegian Pilot Union (NPU) og fagforeningen Parat i en fastlåst strid om piloternes ansættelsesforhold.
Ifølge Norwegian vil de kollektive overenskomster med deres eksisterende rettigheder og betingelser videreføres i de nye selskaber sammen med retten til at strejke.
Overenskomstforhandlingerne kan også genoptages når som helst i de respektive pilotselskaber, lyder det fra Norwegian.
Ifølge meddelelsen er det klare mål, at alle piloter skal have et job i et Norwegian-selskab i fremtiden.
- Den pågående strejke sætter alle arbejdspladser i fare, og denne alvorlige situation skal piloterne selv kunne påvirke udfaldet af, lyder det fra selskabet.
Norwegian skriver, at selskabet og piloternes arbejdsgiver, Norwegian Air Norway, har været tydelige i forhold til, at omkostningsniveauet skal ned og fleksibiliteten op i den skandinaviske forretning, hvis selskabet skal kunne beholde lige så mange piloter som i dag.
- Alternativet er en reducering i bemandingen i Skandinavien, skriver Norwegian.
Virksomhedsoverdragelsen reducerer ifølge flyselskabet også risikoen for en konkurs i Norwegian Air Norway.
/ritzau/