Nu reagerer Chris Anker Sørensens kone

Skrevet af Nicolai Busekist

20/09/2021
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Chris Anker Sørensens enke sætter nu ord på den ubegribelig sorg, der har ramt såvel hende som resten af familien

Mest læste i dag

Lørdag eftermiddag mistede den 37-årige Chris Anker Sørensen livet i en tragisk ulykke i Belgien. Det har ikke blot efterladt en hel nation i chok, men også hans kone og to børn.

Derfor sidder hans familie nu i hjemmet, hvor de forsøger at rumme den store sorg, som har ramt familien, efter den fatale ulykke.

Hidtil har der været stilhed fra familiens side, men nu har hans kone, Michelle Moestrup Sørensen, åbnet op omkring den svære tid, som de går igennem. Det gør hun i en officiel pressemeddelelse, som hun har udsendt mandag. Det skriver SE og HØR.

"Alle de smukke ord om Chris, der nu strømmer ind fra nær og fjern, varmer os meget og hjælper i en forfærdelig svær tid," starter hun ud, inden hun fortsætter:

"Han har rørt og begejstret mange med sin cykling, sine historier og sit varme, dejlige væsen. Det er tydeligt, at han har gjort en forskel og brændt sig fast i mange menneskers bevidsthed."

Chris Anker Sørensen har ikke blot efterladt sig sin kone, men også deres to døtre, der i fællesskab takker for den store støtte og kærlighed, der er blevet vist dem, efter nyheden om den tidligere cykelrytters død.

"Herigennem vil jeg og vores to piger gerne takke for den store kærlighed og varme, vi mærker fra hele landet i denne tid. Mange har delt deres historier og oplevelser med Chris. Det er vi glade for," skriver Michelle Moestrup Sørensen.

Hun åbner også op om, at hun har svært ved at forstå, at hun aldrig kommer til at give ham et kys igen - og at deres to døtre aldrig kommer til at kramme ham igen.

"Jeg kan slet ikke rumme tanken om, at jeg ikke skal kysse min mand igen, og at pigerne aldrig igen skal kramme verdens bedste far - for det var han. En vidunderlig far og en højt elsket ægtemand," lyder det fra en tydeligt knust Michelle Moestrup Sørensen.

Til sidst beder hun om ro, og at hun håber på, at folk vil respektere, at familien gerne vil have privatliv i denne tid.

"Vi håber, at alle vil respektere, at vi som familie har brug for ro og privatliv i denne tid. Men vi mærker støtten og den store kærlighed og medfølelse, der strømmer os i møde, og den vil vi hermed gerne sige tak for," runder hun sin pressemeddelelse af.