Ny formand: Ja gu fanden var SF besværlige i regering

Skrevet af admin

01/03/2014

Dagens topnyheder

Det kan være svært at se den overordnede retning i Thorning-regeringens projekt. Sådan lyder det fra SF's nye formand Pia Olsen Dyhr.

Dermed lægger Pia Olsen Dyhr endnu mere afstand til SF's tid i S-R-SF-regeringen i et forsøg på at skærpe SF's profil som selvstændigt parti på venstrefløjen.

- Jeg forstår så godt dem, som til tider har haft svært ved at se den overordnede retning i regeringens projekt. For hvordan kan en centrum-venstre regering selv foreslå lettelser af selskabsskatten, samtidig med at man siger, at alle skal holde for i en krisetid?

- Folk forstår jo godt, at vi i en svær tid må stramme livremmen ind. Men når man så samtidig hælder penge tilbage i lommerne på de rigeste her i landet, så begynder folk at tvivle og miste tiltroen til projektet, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun leverer samtidig et markant opgør med, at statsminister Helle Thorning-Schmidt og De Radikales leder Margrethe Vestager skulle være tvunget af de økonomiske omstændigheder til at føre en stram økonomisk politik.

- For at der ikke skal være nogen tvivl. Det nødvendiges politik findes ikke. Politik handler altid om valg, prioriteringer og ideologi. Folk skal kunne se rimeligheden i den førte politik, siger Pia Olsen Dyhr.

SF-baglandet kan formentlig også med tilfredshed notere spydige bemærkninger fra den nye formand til finansminister Bjarne Corydons (S) "ensidige fokus på fine regneark" og Thornings "lidt kække bemærkning" om SF's interne diskussioner.

- Ja gu fanden var SF besværlige. Vi kæmpede da for vores politik og for at trække regeringen til venstre. Det arbejde fortsætter. Nu bare i en anden rolle, siger hun.

I meningsmålingerne er SF nærmest blevet skåret ned til en tredjedel oven på det dramatiske exit fra regeringen.

Pia Olsen Dyhr sammenligner med SF's situation ved valget i 1977, hvor SF's daværende formand Gert Petersen måtte nøjes med 3, 9 procent af stemmerne.

Dermed får hun samtidig trukket en parallel til SF's "store rorgænger", som stod i spidsen for et markant mere rødt SF.

Trods det elendige valg i 1977 appellerede Gert Persen alligevel til statsminister Anker Jørgensen (S) om at samarbejde uden om højrekræfterne.

- Jeg vil i dag gerne komme med samme appel til landets socialdemokratiske statsminister. Kære Helle, SF er klar til at levere solide og solidariske løsninger. Men det kræver, at statsministeren er klar til at kigge til venstre side i Folketinget, siger hun.

Gert Petersen fortsatte ifølge Pia Olsen Dyhr genopbygningen af SF og fik ti år senere ved valget i 1987 14,6 procent af stemmerne.

/ritzau/