Ny trend: Temperaturen sladrer om tidlige stadier af kræft og andre sygdomme

Mette Mohr Martensen

461 uger siden

|

04/01/2016

Dagens topnyheder

De fleste forbinder ordet termografi med temperaturmålinger, der kan vise varmetab i huse.

Men termografi kan også bruges til at opdage de tidligste tegn på kræft, problemer med leddene eller en fremtræden paradentose i tandkødet. Det mener nogle i hvert fald, at det såkaldte ’medicinske termografi’ kan. 

"Nogle" er i det her tilfælde blandt andet Susanne Lodahl, som er Danmarks eneste medicinske termograf. Hun har en hård modspiller, for Kræftens Bekæmpelse tager afstand fra metoden.

- Scanningen viser normale og unormale varmemønstre i huden, som ganske enkelt gør det muligt at afsløre diverse lidelser og opdage sygdomme på et tidligt stadie, fortæller Susanne Lodahl, ejer af Breast Care and Body, hvor danskerne kan få foretaget undersøgelsen.

Især kvinder mellem 40 og 60 år og efterhånden også mænd, har vist en stigende interesse i termografi de seneste år.

Fra 2012 til 2015 er der sket en stigning på 250 pct., så der i år er knap 300 danskere, der har fået foretaget undersøgelsen.

Læs også: Danske forskere opdager muligt supervåben mod kræft

Læs også: Snart kan læger diagnosticere kræft ud fra blodprøver

Selve teorien bag forstår Kræftens Bekæmpelse godt. Der vil altid være en større blodgennemstrømning og dermed højere temperatur ved problematiske steder i kroppen.

”Men”, siger overlæge og projektchef for screeningsprogrammerne ved Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten:

- For det første kan folk godt selv se, hvis et knæ er hævet eller mærke, hvis det er ømt. For det andet, hvis vi taler om en knude i brystet, som termografien skal fange, så skal der være en vis temperaturforskel og en hvis størrelse på knuden, før den kan måles.

Uenigheden blandt Susanne Lodahl og Kræftens Bekæmpelse handler om, hvorvidt metoden faktisk kan opdage de tidligste stadier af sygdomme.

- Selvom metoden kan opdage sygdomme, så er det ikke interessant, hvis metoden ikke kan opdage sygdomme så tidligt, at det nedsætter dødeligheden. Min hovedanke er, at vi simpelthen mangler netop den dokumentation, siger Iben Holten.

Det mener Susanne Lodahl dog ikke, at der mangler. Hun påpeger, at der ligger flere års forskning på området. Flere private læger, i blandt andet Tyskland og USA, har ligeledes uddannet sig som medicinske termologer og tilbyder undersøgelsen på private klinikker.  Men ingen steder i verden er metoden endnu blevet en del af det offentlige sundhedssystem.

Læs også: Sidste opdatering fra kvinde, der døde af kræft, er meget inspirerende

I mange år var akupunktur og zoneterapi heller ikke at spotte i systemet, påpeger Susanne Lodahl.

- I USA har man kendt til denne form for scanning gennem de sidste 40 år. Der er lavet så meget videnskabelig dokumentation i de år, som landene bare kan kigge på. Hvis vi alle skal til at lave de her undersøgelser, så dør vi jo, før det er færdigt, uddyber den danske termolog og slutter med ønsket:

- Termografi er et supplement og ikke et selvstændigt redskab. Men tænk, hvis det offentlige tilbød danskerne termografi, så ville vi kunne forebygge sygdomme og få en hurtigere helbredelse. Jo før, man kan finde sygdomme, jo bedre.

Har du haft oplevelser med termografi, og vil du evt. medvirke i en artikel om emnet, så hører Dagens.dk gerne fra dig på redaktion@dagens.dk

Læs også: Mor dør af kræft: Hendes sidste opslag på facebook får tårerne til at trille

Læs også: Forskere: Forskere: Vi kan selv modvirke 9 ud af 10 kræftsygdomme

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: