Ny variant af Omikron er mere smitsom

Skrevet af Nicolai Busekist

31/01/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En ny undersøgelse viser, at en ny variant af Omikron er mere smitsom.

Dagens topnyheder

BA2, der er en undervariant af Omikron, er den dominerende variant i Danmark i skrivende stund. Nu viser en undersøgelse, at denne variant er mere smitsom end undervarianten BA1.

Dette fremgår af et dansk husstandsstudie, der fortsat er under fagfællebedømmelse. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Såfremt en person i hjemmet er smittet med BA2, er der som udgangspunkt 39 procent risiko for, at en anden person, der bor i samme hjem bliver smittet inden for den første uge. Er personen i stedet smittet med BA1, er risikoen kun 29 procent.

BA1 er den oprindelige variant af Omikron, der kom til Danmark. Denne variant blev konstateret for første gang i slutningen af november. Siden da er det gået stærkt, og Omikron er i dag den klart mest dominerende variant i Danmark.

Det nye studie er ifølge SSI baseret på 8541 husstande med 17.945 beboere. Der er blevet indhentet data til det nye studie i perioden fra 20. december til 18. januar.

Studiet er blevet udført i et samarbejde mellem forskere Københavns Universitet, Danmarks Statistik, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og SSI, lyder det i pressemeddelelsen. 

Det nye studie viser også, at personer, der ikke er vaccineret, i højere grad bliver smittet i forhold til de personer, der er vaccineret. Derudover har de ud fra studiet også kunne konkludere, at revaccination med tredje stik beskytter bedre end to stik.

Ikke desto mindre er der dog stadig en større risiko for, at vaccinerede bliver smittet med BA2 end med BA1.

Personer, der ikke er vaccineret, smitter desuden væsentligt mere med BA2. Studiet har kunnet konkludere, at smitterisikoen ved begge undervarianter af Omikron er reduceret, hvis man er blevet vaccineret mod coronavirus.

SSI har meldt ud, at BA2 er den dominerende variant af Omkring i Danmark. I denne forbindelse blev det nævnt, at BA2 ikke ser ud til at være farligere end BA1. Det er dog ikke noget, der er blevet undersøgt i dette studie.