Nyt studie: 600.000 danskere har arvet forhøjet risiko for hjertesygdom

Skrevet af Mathias Nielsen

06/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hver tiende dansker har ifølge en ny undersøgelse arvet en forhøjet risiko for at udvikle hjertesygdom.

Mest læste i dag

Et nyt medicinsk studie kommer med en dyster og nedslående besked: Næsten 600.000 danskere – altså cirka hver tiende dansker – har arvet en forhøjet risiko for at udvikle en hjertesygdom.

En af forskerne bag undersøgelsen opfordrer derfor danskerne til at få målt mængden af et særligt protein i kroppen. Det er især vigtigt at blive undersøgt, hvis andre i familien har haft hjerte-kar-sygdomme.

Jo højere et niveau af det såkaldte »lipoprotein(a)« i kroppen, desto højere er risikoen for en hjertesygdom. Det forklarer professor Børge Nordestgaard fra Herlev Gentofte Hospital og Københavns Universitet til Berlingske.

»Det viser sig, at der er forbavsende mange, der arver et højt niveau af lipoproteinet,« forklarer Børge Nordestgaard, der samtidig understreger, at der er mange, der endnu ikke har fået målt deres niveau af lipoproteinet, og derfor kan være i højrisiko uden at vide det.

»Lipo« kommer af det græske ord for fedt, og lipoprotein(a) er en sammensætning af fedtstof og en bestemt type protein.

Studiet sammenligner den direkte risiko for at udvikle en hjertesygdom hos personer, der har forhøjet lipoprotein(a), med risikoen hos personer, som har en arvelig kolesterolforhøjelse.

I løbet af 42 år udviklede over 15.000 ud af 70.000 undersøgte personer hjerte-kar-sygdomme.

De høje niveauer af lipoprotein(a) »kan betyde lige så meget for risikoen for hjertesygdom som arvelig kolesterolforhøjelse. Des højere niveau af lipoprotein (a), des højere er risikoen for at udvikle en hjertesygdom.

Børge Nordestgaard peger på, at arvelig kolesterolforhøjelse findes hos én ud af 250 danskere, mens svær arvelig lipoprotein(a) forhøjelse findes hos én ud af ti danskere.

Den præcise mekanisme mellem lipoproteinet og hjertesygdom kendes ikke endnu, men Børge Nordestgaard henviser til flere genetiske studier i forbindelse med sammenhængen mellem den forhøjede koncentration af lipoprotein(a) og hjertesygdom.