Nyt studie: Putter du dette i din kaffe, har du en stor fordel

Skrevet af Mathias Nielsen

31/01/2023
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Du kan med fordel putte mælk i din kaffe, viser nyt dansk studie. Det arbejder nemlig godt sammen med et stof, som der er en del af i kaffebønner.

Mest læste i dag

Der er mange muligheder, når du skal have en kop kaffe. Skal den være helt sort? Måske med mælk? Hvad med både mælk og sukker?

Ofte vælger man på baggrund af smagspræference, men for fremtiden bør du måske indlemme sundhed som en del af din beslutning. 

Kaffe med mælk kan nemlig have en antiinflammatorisk effekt på mennesker, skal man tro et nyt studie fra Københavns Universitet, skriver Berlingske.

Forklaringen skal findes i en gruppe antioxidanter, som går under navnet polyphenoler – og som kaffebønner er fyldt med.

Man ved, at polyphenoler er med til at mindske såkaldt oxidativt stress i kroppen, som ofte forårsager inflammation.

Hvad er det nye så? Jo, det er, at polyphenolerne er endnu mere effektive inflammationsbekæmpere, når de får følgeskab af protein.

Mælk indeholder som bekendt protein, og derfor kan du altså gøre polyphenolerne endnu mere effektive ved at putte en sjat mælk i kaffen.

Inflammation, eller betændelse, kan opstå i kroppen, når fremmede stoffer som bakterier og virus kommer ind. Immunforsvaret reagerer ved at udsende hvide blodlegemer og kemiske stoffer for at beskytte kroppen.

I det nye studie har forskere fra Institut for Fødevarevidenskab og Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet undersøgt, hvordan polyphenoler opfører sig, når de sættes sammen med aminosyrer, som proteiner er opbygget af.

Forskerne påførte immunceller en kunstig inflammation. Nogle af cellerne fik kun polyphenoler, mens andre fik polyphenoler i kombination med aminosyrer.

Det viste sig, at immuncellerne, som fik kombinationen, var dobbelt så gode til at bekæmpe inflammationen.

Marianne Nissen Lund er professor ved Institut for Fødevarevidenskab. Hun håber, at man på sigt vil kunne teste det på mennesker

»Det skal vi nu undersøge nærmere, i første omgang i dyr, og så håber vi, at vi kan få forskningsmidler til at undersøge det i mennesker også,« siger hun.