Nu bliver denne nytårstradition også aflyst

Skrevet af Julie Møller

28/12/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
De høje smittetal får også konsekvenser for nytårsaften.

Dagens topnyheder

De høje smittetal i Hovedstadsområdet betyder, at Rådhuspladsen bliver lukket for almindelig adgang nytårsaften. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Det er  Københavns Kommune der sammen med Københavns Politi har besluttet at indhegne det meste af Rådhuspladsen. Traditionelt tiltrækker Rådhuspladsen store forsamlinger ved årsskiftet, men det skal hegnet forhindre.

“Den nuværende situation med høje smittetal er meget alvorlig, og det er i det lys, at Københavns Kommune på vores opfordring sætter et hegn op rundt om det meste af Rådhuspladsen for at undgå, at alt for mange samles omkring fejring af indgangen til 2021. I år skal vi ikke kun holde afstand til fyrværkeriet, men også til hinanden,” siger chefpolitiinspektør for Københavns Politi Jørgen Bergen Skov.

Bliver sat op den 30. december

Hegnet på Rådhuspladsen bliver sat op i løbet af den 30. december, og pladsen vil blive spærret helt af fra den 31. december kl. 16.00 til 1. januar kl. 9.30. I det tidsrum er det altså ikke muligt at opholde sig på den indhegnede del af pladsen. Det vil dog være muligt at krydse pladsen til fods og på cykel via en passage, ligesom der er sikret adgang til metrostationen. 

Nytårsaften vil Københavns Politi sørge for, at afspærringen respekteres. Hvis man hopper over hegnet og går ind på Rådhuspladsen, kan det udløse en bøde. Samtidig opfordrer chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov til, at borgerne husker at følge retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne:

"Det er afgørende, at alle tager ansvar og husker de gode vaner med at holde afstand og ikke samler sig for mange på det samme sted. Det gælder ikke kun på Rådhuspladsen, men også alle andre steder i byen, hvor forsamlingsloftet på ti personer skal tages bogstaveligt. Vi kommer til at være massivt til stede i hele byen, så vores betjente kan bidrage til, at der holdes afstand og tages hensyn, både i forhold til smittefare og fyrværkeri,” siger han.