Obama: Vi står side om side med landene i Golfen

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

Repræsentanter fra de seks lande i Golfens Samarbejdsråd (GCC) kan rejse hjem fra et topmøde i USA med forsikringer om, at USA nok skal passe på dem.

Ved mødet på den amerikanske præsidents feriested Camp David har præsident Barack Obama sagt til ledere fra Saudi-Arabien, Kuwait, Bahrain, Qatar, Oman og De Forenede Arabiske Emirater, at USA står ved deres side, hvis der kommer et angreb ude fra.

- Jeg var meget tydelig og sagde, at USA vil stå sammen med vore partnere imod eksterne angreb, siger Obama efter topmødet.

Han siger videre, at deltagerne er blevet enige om, at der skal holdes et opfølgende topmøde næste år for at vurdere fremskridt inden for de områder, der er drøftet.

Bortset fra det har mødet ikke resulteret i konkrete resultater.

Deltagerne i mødet har udsendt en sluterklæring, og heri hedder det blandt andet, at USA og Golflandene vil arbejde sammen for at imødegå destabiliserende aktiviteter fra Irans side.

De seks GCC-lande er sunnimuslimske, mens Iran er shiamuslimsk. Forholdet mellem sunnier og shiaer er i disse år meget anspændt, blandt andet på grund af konflikten i Syrien.

GCC-landene er meget tvivlende over for USA's og de øvrige stormagters forhandlinger med Iran for at få kontrol med det iranske atomprogram.

Golflandene frygter, at hvis forhandlingerne fører til, at sanktionerne mod Iran ophæves, så kan Iran få flere ressourcer til det, som GCC regner for destabilisering af regionen.

Iran står til at få adgang til omkring 100 milliarder dollar, næsten 700 milliarder kroner, hvis sanktionerne bliver fjernet.

Obama mener dog, at Iran vil være mere interesseret i at få landets økonomi på fode igen, frem for at bruge pengene på indkøb af våben.

- Hovedparten af de destabiliserende aktiviteter, Iran involverer sig i, er lavteknologiske og ikke omkostningstunge, siger han.

Det er golfstaterne dog ikke overbevist om. Derfor havde de bedt USA om at stille en skriftlig garanti for deres sikkerhed. Men det er blevet afvist af USA.

- Vi vil ikke til at gå i gang med gensidige forsvarstraktater. Det er en meget kompliceret ting, siger Ben Rhodes, der er seniorrådgiver for Obama.

I øvrigt deltog Saudi-Arabiens kong Salman ikke i topmødet. Han sendte i stedet sin kronprins.

/ritzau/Reuters