Optimisme blandt økonomer trods eksportdyk i april

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Danske virksomheders salg af varer til udlandet tog en dukkert fra marts til april.

I april faldt eksporten af varer med 5,6 procent. Danskernes import af varer fra udlandet faldt samtidig med 7,3 procent, og det får overskuddet på handelsbalancen til at lande på 9,3 milliarder kroner, oplyser Danmarks Statistik.

- Faldene i både eksport og import i april skal dog ses i sammenhæng med de markante stigninger i marts. Set over de seneste tre måneder er eksporten steget med 6,3 procent og importen med 3,9 procent, oplyser statistikbanken.

Som følge af de meget store udsving er det dog bedre at se på udviklingen i et lidt længere perspektiv, konstaterer Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, i en kommentar.

- Og her ændrer faldet i april ikke på, at der ser ud til at være en mere positiv tendens i eksporten, skriver han:

- Den svagere effektive kronekurs og de bedre konjunkturer i euroområdet i perioden er formentlig årsager hertil, men også et stærkt salg af lægemidler til USA og Kina, hvor sidstnævnte også har købt stort ind af minkskind, bidrager til den positive udvikling.

Også i Dansk Erhverv kalder økonom Mira Lie Nielsen udviklingen på den lidt længere bane for fornuftig.

- Eksporten af varer og service gik i stå i efteråret, men heldigvis er der altså kommet markant mere fart på eksporten i 2015 – især amerikanere, kinesere og tyskere har købt mere dansk, men også salget til Holland og Italien er i god fremgang, siger hun.

Eksporten til lande uden for EU er de seneste tre måneder vokset med 9,0 procent, mens eksporten til EU-landene er steget 4,5 procent.

Uden for EU er fremgangen især drevet af amerikanernes stigende forbrug af danske lægemidler, mens kineserne især har købt ekstra ind af både minkskind og lægemidler.

Eksporten til USA er vokset 22,9 procent, og til Kina er den vokset med 14,2 procent.

Fremgangen i EU er især drevet af fremgang til Tyskland på 14,0 procent og til Holland på 16,4 procent.

For begge lande gælder, at det især er salg af dele til vindmøller, der trækker op i statistikken.

/ritzau/