Overraskende: Putin har sagt undskyld

Skrevet af Nicolai Busekist

05/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Vladimir Putin er ikke kendt for at være en mand, der undskylder. Alligevel har han gjort en undtagelse.

Mest læste i dag

Den russiske præsident har sendt en officiel undskyldning til den israelske premierminister, Naftali Bennett. Undskyldningen kommer i kølvandet på en kontroversiel udtalelse om Adolf Hitler.

Ifølge Ritzau har Naftali Bennetts kontor udsendt en meddelelse, hvori dette bekræftes.

Det var dog ikke Vladimir Putin, der selv stod bag den udtalelser, som han nu har undskyldt for. Derimod undskyldte han for en udtalelse, som Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, stod bag.

I et interview, der blev offentliggjort søndag af Mediaset i Italien, udtalte han nemlig, at den tyske diktator, Adolf Hitler, potentielt kan have været af jødisk herkomst.

Det er en udtalelse, der blev lavet, efter han havde citeret den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som angiveligt skulle have udtalt, at 'da han selv er jødisk, hvilken form for nazisme kan han så stå for'.

Efterfølgende sagde Lavrov: "Måske tager jeg fejl, men Hitler havde også jødisk blod i årerne."

Udtalelsen er ikke gået i god jord i Israel, hvilket har medført, at Vladimir Putin har været nødt til at undskylde overfor Bennett i en telefonsamtale. Den israelske premierminister har desuden taget imod undskyldningen.

Ikke nok med, at Putin har været nødt til at undskylde, indkaldte det israelske udenrigsministerium også Ruslands ambassadør, da de ville have en forklaring på den kontroversielle udtalelse.

Bennett benyttede desuden sin samtale med den russiske præsident til at bede ham om at tillade, at de civile ukrainere, der bliver holdt fanget på det belejrede stålværk Azovstal, kan få lov til at forlade stedet.

Ifølge Benett lovede Putin, at han ville sørge for, at der blev etableret en korridor, der medfører, at civile sikkert kan forlade området. Inden opkaldet med Vladimir Putin, havde den israelske premierminister også talt med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.