På onsdag får danskerne svar om lempelse af restriktioner

Skrevet af Nicolai Busekist

20/01/2022
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
På onsdag fremlægger regeringen en plan for, hvilke restriktioner, der vil blive forlænget eller ophævet efter den 31. januar.

Mest læste i dag

Epidemikommissionen er af regeringen blevet bedt om at vurdere, om den nuværende epidemisituation tillader, at der kan blive lempet på en række af de restriktioner, der er gældende på nuværende tidspunkt.

Derudover er Epidemikommissionen også blevet bedt om at vurdere, hvorvidt covid-19 fortsat skal være kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Det er den på nuværende tidspunkt, men denne kategorisering står til at udløbe den 5. februar 2022.

Indstillingen fra Epidemikommissionen vil blive leveret til regeringen i starten af uge 4. Herefter vil den blive fremlagt for partierne i Folketinget.

I en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet fremgår det, at regeringen forventer, at de kan fremlægge en plan den 26. januar 2022. Her vil en yderligere lempelse af covid-19-restriktioner derfor blive præsenteret.

"Trods høje smittetal ser vi en opmuntrende udvikling i antallet af indlæggelser, særligt på intensiv," siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Sundhedsministeren forklarer videre, at det i særdeleshed er forårsaget af den store vaccinetilslutning, der er i Danmark.

"Det skyldes ikke mindst den store vaccinetilslutning, hvor Danmark er blandt de lande i verden, der er længst fremme med 3. vaccinestik. Det giver et solidt grundlag for epidemikontrol, og jeg ser frem til at modtage Epidemikommissionens indstilling," siger han også.

På nuværende tidspunkt er natteliv, herunder natklubber, diskoteker og lignende samt spillehaller og kasinoer, legeland og badeland, forsamlingshuse, selskabslokaler og lignende tvangslukket.

Ligeledes er der et krav om, at alle serveringssteder skal stoppe udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke i tiden fra kl. 23 til kl. 05. Der er også indført et generelt forbud mod salg af alkohol i tiden fra kl. 23 til kl. 05.

Ydermere er der krav om brug af mundbind eller visir i supermarkeder, butikker, biografer, restauranter, offentlig transport og flere andre steder. Der er også fortsat krav om coronapas i biografer, musser, restauranter, træningscentre mv.