Politiet deler uhyggeligt nyt: Afslører voldsom fejl på studentervogn

Emil Martesen

2 uger siden

|

10/07/2024
Nyheder
Foto: Martin Frøland/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Frøland/Ritzau Scanpix
Politiet deler uhyggeligt nyt.

Dagens topnyheder

Studenterugerne er i gang på fulde drøn, og traditionen tro skal studenterne en tur ud på vejene i studentervognen.

Det har fået politiet til at rette øjnene mod netop vognene, hvor deres tre tungvognscentre har afsluttet årets kontroller af studentervogne

Tungvognscentrene i Syd, Øst og Nord har i alt kontrolleret 40 studentervogne hen over tre weekender i juni. Generelt blev politifolkene mødt af studentervogne, som var vedligeholdt, og vognmænd/chauffører der havde styr på tilladelser og sikkerhed.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Der blev skrevet 18 rapporter på overtrædelser, men der er i flere tilfælde tale om mindre fejl eller mangler på samme køretøj. Enkelte vogne havde dog alvorlige fejl, som skulle udbedres før turen kunne fortsætte.

Enkelte sikkerhedskritiske fejl

Den alvorligste sag var på en studentervogn, der blev stoppet uden for Roskilde med 24 glade studenter på ladet. Ved kontrol af lastbilen blev det konstateret, at vekselladet ikke var fastgjort korrekt, så der var risiko for, at det tonstunge lad kunne falde af med passagerne på. Chauffør og vognmand blev sigtet i sagen, som nu skal vurderes af en bilinspektør. Herefter vil den alvorlige sag bliver juridisk vurderet i forhold til bødestørrelse og konsekvenser for chaufførens førerret.

I Hvidovre var en studentervogns sidefjæle ikke opbygget forsvarligt, så eksamenskørslen stoppede brat. Vognmanden kom til stedet og udbedrede fejlen, hvorefter studentervognen kunne fortsætte turen med omkring fire timers forsinkelse.

En anden sikkerhedskritisk fejl blev fundet på en lastbil, hvor ingen af stoplygterne virkede. Derudover blev skrevet sager på mindre fejl, som manglende navn på lastbilen og brandslukkere der ikke var godkendt inden for de seneste tre år.

Der blev fundet tre sager om bevilling, da der var opsat fadølsanlæg på vognen, hvilket ikke er tilladt, da der ikke kan gives alkoholbevilling til studentervogne. Derudover blev der fundet flere fejl på takografer, som enten viste forkert tid, ikke virkede og nogen manglende eller havde forkert udfyldt diagramark. Enkelte chauffører havde ikke medbragt eller anvendt deres førerkort.

"Det har generelt været en god og festlig stemning under vores kontroller. Der er enkelte alvorlige brud på sikkerheden, som vi er tilfredse med at få stoppet. Vi vil opfordre chauffører og vognmænd til at løbe teknikken igennem, inden de starter, så kunne vi undgå mange overtrædelser", siger vicepolitiinspektør Henrik Fobian fra Den Landsdækkende Enhed for Dyrevelfærd og Tungvogn, ved Midt- og Vestsjællands Politi.