Politiet køber aflytningsudstyr fra kontroversielt firma

Skrevet af admin

09/07/2015

Mest læste i dag

Et omfattende læk fra et omstridt, italiensk sikkerhedsfirma har afsløret, at et avanceret overvågningsværktøj står på det danske rigspolitis indkøbsliste.

Det skriver Berlingske og Information, der har fået oplysningen bekræftet hos Rigspolitiet, selvom købet af det nye aflytningssystem ikke skulle have været kendt i offentligheden.

- Normalt vil vi slet ikke sige noget om et fortroligt projekt som det her. Det siger sig selv, når der er tale om vores aflytningskapacitet. Men når den her oplysning er derude, må vi bare sige, at vi kan oplyse, at vi har gennemført et udbud og valgt en leverandør, siger Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet, til Berlingske.

Ifølge Information er det et kontroversielt firma, der med købet bliver underleverandør til Rigspolitiet.

Blandt andet har Hacking Team, som er navnet på den italienske virksomhed, solgt dets produkter til lande som Sudan, Bahrain, Kasakhstan og en lang række andre totalitære regimer, skriver avisen.

Analyser, der blev foretaget før lækagen, har desuden vist, at systemet er blevet brugt mod aktivister og uafhængige journalister.

Også selve systemet er omdiskuteret. Firmaets talsmand, Eric Rabe, oplyser til Berlingske, at softwaren er designet til at aflytte elektronisk kommunikation og omgå kryptering på eksempelvis mobiltelefon, computer eller iPad.

Politidirektør Svend Larsen afviser dog ifølge avisen at gå i detaljer med, hvad det nye udstyr er i stand til med henvisning til, at "det er fortroligt og vedrører ting, som vi ikke ønsker, de kriminelle får kendskab til".

Rigspolitiet har købt systemet gennem den amerikansk-israelske leverandør Nice Systems, men over for Information oplyser Svend Larsen, at det endnu ikke er leveret, og at politiet i Danmark kun vil bruge overvågningsmulighederne med en dommerkendelse.

Indkøbet er en del af den tidligere regerings terrorpakke, hvor der blev afsat 150 millioner kroner til "øget it- og analysekapacitet".

Der er ingen oplysninger om, hvad Rigspolitiet har måttet punge ud med for systemet.

/ritzau/