Politiet skal efterforskes for at lyve i Tibetsag

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) finder mistanken i den såkaldte Tibetsag tilstrækkeligt velbegrundet til at indlede en efterforskning mod Københavns Politi for misinformation af Folketinget.

Det fremgår torsdag af en pressemeddelelse fra politiklagemyndigheden.

Beslutningen om at gå ind i sagen er blandt andet truffet efter en gennemgang af noget materiale, som Københavns Politi har afleveret til politiklagemyndigheden. Der er ifølge DUP tale om materiale, som ikke tidligere har været fremme.

Torsdag aften har Justitsministeriet desuden meddelt, at justitsminister Søren Pind (V) holder pressemøde fredag klokken 10.30 "vedrørende nye oplysninger i Tibetsagen". Det fremgår ikke, hvilke nye oplysninger der er tale om.

Inden da er retsordførerne på Christiansborg indkaldt til orientering hos justitsministeren klokken 10.

Østre Landsret har for nylig i en dom slået fast, at betjente flere steder forsøgte at hindre borgere i at vise Tibets flag for Kinas præsident Hu Jintao under hans statsbesøg i Danmark i 2012.

Det fremgår af DUP's pressemeddelelse, at efterforskningen ikke kun kommer til at handle om, hvorvidt politiet har givet urigtige oplysninger i forbindelse med dette besøg, men også to andre statsbesøg i 2013 og 2014.

Det er Københavns Politi, der selv har bedt politiklagemyndigheden om at afklare, om politifolk kan have gjort sig skyldige i at vildlede eller tilbageholde oplysninger for blandt andre Folketinget i forbindelse med Tibetsagen.

Det nye materiale har ikke tidligere indgået i politiets redegørelser og besvarelser af spørgsmål om statsbesøget i 2012.

Politiets oplysninger er blandt andet blevet brugt af skiftende justitsministre under samråd i Folketingets Retsudvalg, som dermed kan være blevet vildledt.

For eksempel har politiets ledelse sagt, at der ikke var tale om en generel instruks til betjentene om at tage flaget fra borgere. Imidlertid tyder en lydoptagelse og en udtalelse fra en betjent i fagbladet Dansk Politi på, at der var tale om en ordre "oppefra".

Ender DUP med at konstatere, at politifolk har gjort sig skyldige i tjenestemisbrug eller tjenesteforsømmelse, kan det resultere i straffesager.

/ritzau/