Politiforbund mærker bedring i terrorberedskab

Skrevet af admin

23/01/2016

Mest læste i dag

Det er stadig hårdt, men det er blevet bedre.

Sådan siger Claus Oxfeldt, der er formand i Politiforbundet, om det store terrorberedskab, som trækker betjente fra hele landet til København for at klare bevogtningsopgaver.

- Jeg hører, at medlemmerne er trætte, og det kan jeg bestemt godt forstå. Men arbejdsforholdene er blevet bedre, og Rigspolitiet har lyttet til vores anke om de meget lange arbejdsdage, siger han til Ritzau.

Tidligere havde betjentene vagter på 12 timer, men de er nu blevet kortet ned til otte timer.

Næsten et år efter skudangrebene ved Krudttønden og synagogen i København tager terrorberedskabet i hovedstaden stadig en stor bid af bemandingen i politikredsene rundt om i Danmark, viser en opgørelse fra Rigspolitiet 10. december, som Ritzau har fået indsigt i.

Hårdest går det ud over kredsene i Østjylland og Nordjylland, der hver bidrager med 1200 mandetimer om ugen - eller hvad der svarer til omkring 32 fuldtidsansatte. Desuden dækker de 1200 timer om ugen ikke over transporttid.

Selv om bidraget stadig er højt, er det ikke lige så markant, som det var i efteråret. 1. september viste et svar til Folketinget fra justitsminister Søren Pind (V), at der blev afgivet 7000 mandetimer i ugen. I december sidste år var tallet faldet til 6300 mandetimer.

- Det vigtigste for mig og forbundet er, at vores kolleger får almindelige arbejdsuger på 37 timer. For der er ingen tvivl om, at også 2016 tegner til at blive et hårdt år for dansk politi, siger Claus Oxfeldt.

Han nævner den midlertidige grænsekontrol som endnu et kapitel om et "presset dansk politi".

Siden skudattentatet 14. februar 2015 har politiets mange arbejdsopgaver fyldt meget politisk.

Ved attentat blev Finn Nørgaard skudt ved et debatarrangement i Krudttønden på Østerbro i København af Omar Abdel Hamid el-Hussein.

Senere angreb han synagogen på Krystalgade i København, hvor Dan Uzan blev dræbt af el-Husseins skudsalve.

/ritzau/