Lige nu læser andre
Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, har i en konkret sag udtalt alvorlig kritik af en polititjenestemands adfærd, fordi politimanden i forbindelse med en anholdelse anvendte unødvendig magt over for en ung kvinde.
Betjenten brugte det såkaldte atemi-tryk, som er et kraftigt tryk bag øret, hvorved kvinden i en periode blev delvis lam i ansigtet.
– På baggrund af sagen – der ikke er et enestående tilfælde – har Politiklagemyndigheden rettet henvendelse til Rigspolitiet, idet myndigheden har henledt opmærksomheden på problemstillingen vedrørende anvendelse af atemi-tryk, skriver DUP i en pressemeddelelse.
Politiklagemyndigheden har sagt til Rigspolitiet, at der kan være grund til at overveje, om der gennem Politiskolens undervisning bør rettes fokus på de helbredelsesmæssige risici forbundet med politiets brug af atemi-tryk.
Læs også
Politiklagemyndigheden mener ikke, at brugen af atemi-tryk i situationen med betjenten over for kvinden levede op til politilovens krav om, at politiets brug af magt skal være nødvendig og forsvarlig. Den skal kunne stå i forhold til situationen.
Politiklagemyndigheden lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at magtanvendelsen var sket over for en ung kvinde, der var spinkel af bygning, og som alene var blevet anholdt for en mindre alvorlig forseelse.
Kvinden var allerede lagt i håndjern på ryggen, og der var på det pågældende tidspunkt fire polititjenestemænd til stede.
Politiklagemyndigheden lagde endvidere vægt på, at kvinden ikke udviste truende eller voldelig adfærd, men alene var støjende og "strittede imod".
Det var desuden en skærpende omstændighed, at atemi-trykket blev tildelt med en sådan kraft, at kvinden fik skader, herunder i en periode delvis lammelse, i ansigtet.
/ritzau/