Flere børn med særlige behov, som den seneste tid er blevet inkluderet i almindelige skoleklasser, sidder alligevel ikke på deres plads i den nye klasse, skriver Jyllands-Posten.
De tilbringer dagene derhjemme, fordi forældrene mener, at børnene trives så dårligt, at der ikke er andre løsninger end at holde dem væk fra skolen.
Men det er aldrig nogen løsning at holde børn hjemme. Hvis man gør det, er det i afmagt, og så må man finde ud af, hvad afmagten handler om.
Det siger klinisk psykolog Jørn Nielsen, der som freelance har været tilknyttet Aarhus Kommunens kompetenceprojekt Folkeskolens Fælleskaber, hvor lærere og skoleledere lærer hinanden om inklusion.
- En af de ting, der tit går galt er, at forberedelsen til den situation, hvor barnet skal inkluderes, ikke er tilstrækkelige. Det at få skolesituationen til at lykkes er i høj grad en fælles opgave mellem skole og hjem, siger han.
Dertil kommer de øvrige klassekammerater. De er ofte ikke forberedt eller inddraget i, hvordan tager man i mod, og hvordan får man det her til at fungere.
At få inklusion til at lykkes er i høj grad en "vi-opgave" for alle aktører: forældre, børn, lærere, klassekammerater, ledelse og eventuelle støttesystemer, mener Jørn Nielsen.
- Der er da også tilfælde, hvor der ikke har været tilstrækkeligt med ressourcer. Man skal bare ikke gøre det til den eneste årsag. Ressourcer i sig selv gør det ikke, siger han og fortsætter:
- Og i nogle tilfælde er det bare ikke en god idé at inkludere. Der er ingen i det her land, der taler om 100 procents inklusion.
Men det betyder ikke, at man så skal gribe til at holde barnet hjemme.
- Så bør man sige, hvad er så det næste skridt. Hvad er der gået galt, og hvorfor er det gået galt? Og specielt lave en handleplan, og finde ud af, hvad er det, der skal tages vare på.
Ellers ender det som et nederlag for barnet, mener han.
/ritzau/
