Putins trusler kan ikke ødelægge Thornings humør før møde

Skrevet af admin

16/10/2014

Dagens topnyheder

Udsigterne til forsoning mellem Europa og Rusland blev pludselig mere dystre, da den russiske præsident, Vladimir Putin, torsdag udtalte en trussel om at skrue ned for gassen til Europa.

På den måde fik han med få ord intensiveret gaskrisen, netop som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, forlod et asiatisk-europæisk topmøde i Milano for at tage en privat hotelsamtale med samme Putin i den norditalienske by.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som forlod topmødet umiddelbart efter Merkel, sætter sin lid til, at forbundskansleren sammen med den franske præsident, François Hollande, og Ukraines præsident, Petro Porosjenko, kan komme en løsning nærmere.

- Nu håber jeg, at mødet i morgen kan bringe fremdrift, og som jeg hele tiden har sagt, så er det ikke ord, der gælder i denne situation. Det er konkret handling, siger Helle Thorning-Schmidt med henvisning til mødet fredag morgen mellem de fire lande.

- Jeg er meget glad for, at man mødes. Det er det eneste rigtige på dette tidspunkt.

Det er Putin, som skal vise vilje til at nedtrappe konflikten og implementere den fredsplan, som han har indgået med Ukraines præsident i september, lyder det fra statsministeren.

- Jeg tror, at det, der skal bringe os nærmere en løsning, er konkret handling fra russernes side, og så er det også klart, at vi skal løse den udfordring i forhold til varme, og det kommer vi også til at gøre i Europa, siger Thorning-Schmidt.

Rusland vil skrue ned for gasleverancerne til Europa, hvis Ukraine - som det tidligere er sket - tapper gas for de rørledninger, der går fra Rusland via den tidligere sovjetrepublik til Europa, truer Putin torsdag.

I 2008 reducerede Gazprom leverancerne til Europa netop på grund af ukrainsk gastapning.

- Jeg føler, at vi nok skal klare os i Europa og finde de rette løsninger, men ikke desto mindre er det vigtigt, at Frankrig, Tyskland, Ukraine og Rusland mødes i morgen. Det er det rette sted at diskutere dette, og jeg håber selvfølgelig, at det kan bringe os videre.

Også Ukraines præsident har torsdag aften bilaterale møder i Milano, før han skal mødes med Putin fredag morgen i den norditalienske by.

/ritzau/