Rapport: Der er blevet færre fattige børn i Danmark

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

Antallet af børn, der lever i fattigdom, er faldet i løbet af det seneste år. Det viser den årlige opgørelse over antallet af fattige, som Indenrigs- og Økonomiministeriet står bag.

Ifølge rapporten blev der i løbet af det senest målbare år - det er 2013 - 600 færre fattige børn i Danmark.

Og sammenligner man med tiden, fra regeringen trådte til i 2011, så er børnefattigdommen reduceret med omkring en tredjedel, viser rapporten.

Til gengæld går det ikke helt i samme retning, når man fokuserer på fattigdom generelt - altså også for voksne.

Her kom der i løbet af 2013 300 flere fattige mennesker i alle aldre i Danmark. Det svarer til en svag stigning på 0,7 procent i forhold til året før.

I regeringsgrundlaget fra 2011 står der, at regeringen "vil måles på at mindske fattigdommen".

Og trods den lille stigning i 2013, så er antallet af fattige i Danmark reduceret med 3600 personer siden 2011, hvor regeringen trådte til.

- Jeg glæder mig over, at der er blevet færre fattige og især færre fattige børn siden 2011, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

- Mange familier blev løftet ud af økonomisk fattigdom, da vi afskaffede fattigdomsydelserne og loftet over børnefamilieydelsen, ligesom mange danskere igen er kommet i arbejde, siger han.

- Bag tallene gemmer sig rigtige menneskeskæbner. Børn, der er for fattige til biograftur og fritidsaktiviteter. Børn, som isolerer sig og ikke tør vise, hvordan de bor. Det skal vi lave om på, siger Morten Østergaard.

I 2012 var der 39.200 fattige, hvilket skal sammenlignes med, at der var 16.200 fattige tilbage i 1999.

Og hvornår er man så under fattigdomsgrænsen og dermed "fattig"? Det satte regeringen for år tilbage et ekspertudvalg til at kigge på for at gøre en ende på flere års tovtrækkerier.

Ifølge eksperterne - og efterfølgende også regeringen - er man fattig, når man har en indkomst efter skat, der er under halvdelen af, hvad gennemsnittet af befolkningen som helhed har at gøre godt med.

/ritzau/