Regeringen og Enhedslisten indgår nu den første politiske aftale efter et dramatisk efterår, hvor Enhedslisten væltede Morten Bødskov (S) som justitsminister, og regeringen indgik en finanslovaftale uden om støttepartiet.
Ifølge Ritzaus oplysninger er parterne enige om en udmønte penge til gratis retshjælp for socialt udsatte danskere. Samtidig er man enige om en bevilling til juridisk hjælp i asylcentrene.
Nedskæringen i retshjælpen førte før jul til kritik både fra retshjælpskontorerne og hos foreningen Danske Advokater.
Formanden for Silkeborg Retshjælp - den tidligere radikale MF'er Elisabeth Arnold - fastslog, at retshjælpskontorerne ville komme til at afskedige personale eller lukke helt, fordi de små kontorer ikke kunne klare sig uden det tilskud, de hidtil har fået.
Enhedslisten og regeringen er konkret enige om at afsætte 10 millioner kroner til at videreføre den indsats, som har fundet sted i de seneste to år. Det skal styrke retssikkerheden for udsatte, der ellers ikke har råd til advokatbistand.
Samtidig er parterne blevet enige om at videreføre bevillinger til Rådet for Socialt Udsatte og til Kofoeds Skole på i alt 1,8 millioner kroner.
Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, er tilfreds med aftalen:
- Vi har undgået en katastrofe for de retshjælpsinstitutioner, der støtter, hjælper og rådgiver nogle af de mennesker i Danmark, der har det aller sværest. Det er jo ikke mennesker med en tyk tegnebog, der bruger den gratis retshjælp, siger hun.
Ritzau erfarer, at Enhedslisten og regeringen senere i denne måned skal mødes for at diskutere mulighederne for at gennemføre andre af de elementer, der var enighed om, før finanslovforhandlingerne brød sammen.
Det bliver fra begge sider tolket som en lille optøning efter et efterår med et meget anstrengt forhold mellem regeringen og det parlamentariske grundlag.
- Vi er rigtig glade for, at vi får samlet op på nogle af de ting, der desværre faldt på gulvet, da forhandlingerne om finansloven kuldsejlede. Det handler ikke om milliarder, men om vigtige initiativer, siger Pernille Skipper.
Blandt de elementer, der faldt bort, var blandt andet en aftale om bedre vilkår for socialøkonomiske virksomheder, en styrket indsats mod social dumping med krav om id-kort på byggepladserne og hjælp til unge truet af hjemløshed.
Parterne var også enige om fuldt fradrag for fagforeningskontingenter, og flere fagforbund kritiserede Enhedslisten skarpt for, at det ikke blev gennemført, da forhandlingerne strandede. Det vil dog formentlig blive for dyrt at indfri det ønske nu.
/ritzau/